Julegaveidé til sofaen

Denne farve fremstår utrolig fesen på billedet, men er i virkeligheden en sej neon-orange, der mest af alt minder om en radioaktiv gulerod. Et must i et børneværelse!

Selvom der er travlt med studiet i øjeblikket, så bliver der alligevel lidt tid til at lave julegaver til familien; SU'en rækker ikke langt for tiden, så alle julegaver i år er hjemmelavede (godt min familie ikke er større!). Da jeg er ret overbevist om, at familien ofte glemmer at kigge med herinde, kan jeg med god samvittighed løfte lidt af sløret for, hvad de skal pakke op d. 24. december. De får nemlig alle en sofapude med hæklet front.

Den oprindelige opskrift er fra Brombærstriks Ravelry-side, og er gratis! Men jeg lavede selv et par småjusteringer, hvilket også inspirerede mig til at kreere flere mønstre, som alle er ført ud i livet. Garnforbruget har for mig været mellem 100 og 150 gram pr. stykke, og passer til en pude af 40x40. Opskrifterne findes her, og jeg vil løbende sidde og lege med lidt flere versioner, når tiden er til det.

De er endnu ikke blevet monteret med bagside og fyld, men jeg har allieret mig med min seje mor, der er en knag til at samarbejde med en symaskine! Inden juleaften vil de alle være klar til afsætning. Så billederne af de færdige resultater må I vente med at se!

Jeg vurderede at mine brødre nok ikke ville blive så begejstrede for en pude, så det bliver nok en butterfly til dem hver i stedet. Det tager heller ikke så lang tid. Og de har begge bestilt med specifikke farveønsker, så det kommer sikkert heller ikke som nogen overraskelse for dem.

Jeg er selv ret vild med det grå mønster, og overvejer at lave en til vores egen Ama'rkanske sofa - Men mon ikke jeg har fået nok efter de første 9? Det bliver nok ikke lige nu.

Cape

Her var den så: Min fine cape i støvet rosa. Opskriften er fra Sidsels Sangilds 3D-hækling - en bog, jeg slet SLET ikke er færdig med! Jeg er selv rigtig godt tilfreds med resultatet, så nu kan vinteren bare komme an! Bemærk den usædvanligt smukke baggrund i form af Føtex og en Hjem-isbil. Gotta love Amager.

Det var vanvittig grænseoverskridende at få min søde Frederik til at fotografere. Selvom vores forhold nu har stået på i snart fem år, så er der altså stadig grænser for, hvad jeg vil udsætte ham for! Men han klarede det ganske glimrende, og fortjente også et lille selfie som tak.

Godt nyt til iPad-folket

Så fik jeg endelig fingrene i en større iPad, så jeg kunne måle, om jeg var færdig med min venindes cover. Lidt ekstra omgange måtte hækles til, og nu er jeg klar med en færdig opskrift på det store hylster. Og knapt er man færdig med det "sidste" stribede projekt, før Apple lancerer nye størrelser. De må komme på bloggen ved lejlighed - nu er de mest gængse størrelser i hvert fald på plads! De findes som altid under DIY. 

Jeg er også blevet færdig med den fine cape fra Sidsel Sangild - jeg har simpelthen bare ikke haft tid til at få taget et billede af den in action. Eller... Det er jo faktisk løgn. Jeg har ikke haft tid en dag, hvor JEG har egnet mig til forevigelse gennem en linse. Dette sker dog snarest.

Rigtig god søndag til godtfolket!

Nye tider!

.... Og så var det, at jeg fandt mig selv på Bloglovin. Rimelig syret fornemmelse, især fordi jeg - til min store overraskelse - kunne se, at jeg havde følgere. Hele 3 styks, som hverken er mine forældre eller Frederik! Og så slog det mig: Hvor må det være kedeligt og intetsigende at følge en blog, der aldrig poster indlæg!

Det vil jeg nu forsøge at lave om på! Som 'sensommer-forsæt' vil forsøge at kanalisere noget af min tid på Instagram over på min blog. Jeg vil prøve at tænke de to mere fusioneret. Der kommer flere billeder, flere småindlæg og masser af hyggehækling. 

Og det starter nu! Jeg har dog ingen helt færdige projekter at vise, men tiden står bestemt ikke stille i den lille Ama'rkanske lejlighed. Jeg er gået igang med flere større projekter, og så har jeg et par hængepartier.

Mit sommerferieprojekt var rombetæppet fra Pescno. En uge i sommerhus med familien gav samtidig anledning til at få hæklet halvdelen af lapperne, og efter hjemkomsten til lorteøen påbegyndte jeg sammensyningen. Min meget lange Frederik mener, at tæppet skal være minimum 200x130cm, så han også kan varme sig på det. Det kræver tid. Og tålmodighed. Og plads. Men indtil videre er jeg stadig ved godt mod! Mon det når at blive færdigt inden vinter?

Og når vi så når til vinteren, så skulle jeg også gerne være færdig med min fine Cape fra Sidsel Sangilds '3D-hækling'. Jeg hækler den i en støvet lilla, som er MEGET flottere i virkeligheden, end på billedet. Jeg er overbevist om, at jeg nok skal blive glad for mit lille ulddyr.

En god veninde udfordrede min hækleopskrift på de stribede covers; hun bestilte et cover til sin store iPad. Jeg tog udfordringen op, og mangler nu bare en iPad at måle højden efter - Snart er endnu en opskrift klar til samlingen, så hæng på!

Jeg vil være så aktiv, som skolelivet nu tillader, så nu er det bestemt værd at følge mig på Bloglovin! Linket er ovre til højre i menuen.

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/12661405/?claim=wv9vxxdu9de">Follow my blog with Bloglovin</a>

Sommer update!

For godt en måned siden tog jeg vestpå som en langhåret, træt pige med hjemve. Om et par dage tager jeg hjem til lejligheden igen som en korthåret pige, med nye briller og fornyet mod til endnu et år på Amager og Frederiksberg. Men Varde? Det vil altid være os to mod resten af verden!

Sommeren er gået stærkt, og bloggen har haft ufrivillig sommerferie, simpelthen fordi jeg ikke har haft tid til at passe den. For jeg har haft så meget ferie, at man slet ikke kan stave til det. Jeg aner ikke hvad taksonomiske niveauer er, hvad Bourdieu engang sagde og hvad den nye skolereform går ud på - jeg har fri! Give me a fucking break.

Ferien startede med fem studentergilder på tre dage. Jeg priser mig ofte lykkelig over, at jeg ikke drikker øl, for ellers var det da stukket helt af. Hyggeligt var det! Et svendegilde blev det også til; og her fik jeg for første gang i mit liv lov til at prøve at lukke en bar (mest fordi jeg normalt er så meget en svagpisser, at jeg tager tidligt hjem...). De lyse nætter fik i hvert fald ram på mig et par gange den uge.

Jeg blev 21 år d. 7. juli. Dette blev fejret af størstedelen af Jydekompagniet med en hyggelig eftermiddag med kongespil, sol og pandekager. Hvad mere kan man ønske sig? Hmm... Måske at dørmændene snart vil holde op med at forlange ID?

En uge i Søndervig gik også stærkt: Et stort, lækkert sommerhus, hvor der både var plads til mor, far, begge brødre, min farfar, Frederik og jeg. Udsigten var marker og vejret var fint. Og det var skønt at se Frederik igen! Der var tid til en masse familie-hygge, men også tid til at være selv; Frederik fik genopfrisket glæden ved at spille Pokémon på sin gamle Nintendo, og jeg fik hæklet halvdelen af Pescno's rombetæppe. Nu venter den anden halvdel på at få opmærksomhed.

Vejret har været med mine forældre i deres ferie. Det har været over 20 grader HVER dag, enkelte helt op mod 30 grader. Og så skal der selvfølgelig slikkes sol ved Danmarks bedste strand, Hvidbjerg Strand ved Blåvand. Om det så kun er en time, så kører de gerne de 40 minutter hver vej for et stykke med Vesterhav. Jeg kan derfor takke mine forældre for, at det i år er lykkedes mig at få en såkaldt "tan". Jeg ser jo nærmest helt sund ud nu?

Open Air er en fast tradition, og igen i år gik det vildt for sig. For hvad skal det ikke blive til, når en hel by bestemmer sig for at drikke sig i hegnet to dage i træk? I år var musik-programmet spækket med lækre sager, og jeg rockede med til Danser med Drenge (selvfølgelig!), Mads Langer, Lars Lilholt, Queen Machine og Nephew.  Desværre måtte jeg stemple ud før tid pga. varmen kombineret med væskemangel, hvilket giver en frygtelig hovedepine, og gik derfor glip af Dizzy Miss Lizzy Jam og Carpark North. Øv! 

Jeg har været hjemme i lang tid, og selvom jeg synes, at jeg har lavet noget hele tiden, så føler jeg stadig, at jeg kunne have nået mere. Hvad med dem, jeg ikke fik set? Hvad med det, jeg ikke fik ordnet? Jeg er jo kun et menneske, og jeg vil ikke stresse over løse ender, selvom det kan være svært at lade være.

Nu står den på nedpakning af mit liv i Varde. Igen. Mindre deja vú fra sidste sommer. Tirsdag aften kører de gamle os til Amager, og tager en overnatning. Derefter har vi et par uger alene, før skolen atter starter. Jeg ser det som en "mini-kæreste-ferie-derhjemme" i fred og ro. Måske en lille gåtur i Tivoli?

Sommer sommer sommer!

Så blev det (næsten) sommer. Det kan ses på vejret, den useriøst store mængde bart skind i gadebilledet og antallet af timer, jeg sidder indendørs og læser. Enten hjemme i lejligheden på Amager eller på instituttet på Frederiksberg. Mentalt er jeg nok allerede gået på sommerferie, men fysisk skal jeg lige overleve en eksamen næste uge, før jeg vender snuden mod elskede Varde.

Umiddelbart har jeg ikke så mange ferieplaner. Frederik skal arbejde og på Roskilde Festival, så jeg har pretty much hele sommeren for mig selv. Det giver anledning til ufattelig meget kvalitetstid min familie - så må vi se, om det bliver nødvendigt med et pusterum i ny og næ. Men jeg glæder mig som et lille barn juleaften, til at komme hjem og chille lidt. Ikke mindst fordi jeg skal til en del studentergilder ved nogle af de bedste piger i verden - inklusiv Frederikke. Jeg glæder mig til at være en del af Varde igen, om end det så kun er et par uger. 

Indtil den tid kommer, vil jeg lige gå rundt på Amager og se pissegodt ud! Har nemlig brugt hele juni måneds SU på nyt sommerudstyr… Inklusiv kjolen og brillekæden (det er in og det er praktisk, bum!) på billedet. Men som min mor altid siger: "Tjaa, hvis du tror du bliver glad for det, såeeeh…" - og det gør jeg! Har allerede flashet stort set det hele, så omverdenen kan se, hvor glad jeg er! 

På billedet flasher jeg også min yndlingskæde; Den lille fine guldamulet øverst i billedet. Ved min farmor og farfars sølvbryllup, gav min farfar denne kæde i morgengave til sin kone gennem 25 år. Jeg husker det som om, hun havde den på hver dag. Det havde hun sikkert ikke, men hun brugte den rigtig meget. Jeg kan huske, hvor fascineret jeg var over, at de tilfældige streger på begge sider blev til 'I love you', når man pustede til den. Hun døde i 2006 efter kort tids sygdom, og jeg har savnet hende lige siden. Så sidste år, på min 20 års fødselsdag, da min elskede farfar overrakte den til mig i en lille guldæske, med et bevæget "den skal du have", vidste jeg, at det var den største og mest betydningsfulde gave, nogen nogensinde kunne give mig.

Jeg bruger den ikke så ofte, da jeg simpelthen er SÅ bange for at miste den. Men når jeg en gang i mellem lufter den, så går jeg hele dagen og tænker på, hvor meget jeg elsker både min farmor og min farfar. I love you.

Påskeævl og overspringshandlinger

Advarsel: Dette er en overspringshandling!

Jeg sad egentlig og prøvede at samle mig om morgendagens eksamen - og så var det, at jeg manglede at handle. Og spise frokost. Og lægge tøj sammen. Og fortælle om min påske. Når jeg så fortæller om min påske, så burde der være grønt lys til koncentration (lige indtil kl. 14, hvor der kommer The Kardashians på tv3, så jeg skal gøre det kort!). 

Jeg tilbragte en hel uge på fastlandet, hvor stor tv-pakke og opvaskemaskine er en selvfølge. Var det skønt? JA! Var vejret godt? JA! Blev vi fedet op? Også i den grad! Og i Guder, hvor var det dejligt at se HELE familien samlet igen til påskefrokost i Varde. Jeg smelter jo, når jeg får mulighed for at lege med min lille fætter på godt 1 år, som jeg ikke ser særlig tit.

Frederiks familie blev også besøgt, til et brag af et påskegilde, hvor han endte med at måtte putte mig, inden han selv tog i byen med de andre. Jeg ved nu til en anden gang, at hvis jeg starter med at drikke fra kl. 14 og jævnt derefter, kommer tømmermændene meget brat kl. 3 om natten. Men den gode Frederik var forberedt, og havde placeret en balje strategisk godt ved siden af sengen. Gentleman! Syg var jeg hele natten, og om morgenen listede jeg tidligt afsted og var frisk resten af dagen.

Det gode ved at være hjemme så længe er, at jeg har mulighed for at se flere af alle de gamle hoveder. Blandt andet blev det til en grillaften med Frederikke og et par gamle teater-kammerater, og en forsinket fødselsdag med mine gamle kollegaer. Begge dage bragte smil fra øre til øre - og det er de dage, der får mig til at savne Varde allermest.

Efter en uge fyldt med sommer, sol, familie, veninder og hygge, var busturen hjem noget af en blandet fornøjelse; Det var rart at komme hjem til sin egen seng, men det var med en tom følelse indeni. Nu kalder hverdagen, skolen og eksamener igen, og der går en rum tid, før vi ser alle de andre igen. Næste gang turen går til Jylland, skal vi til et bryllup i Frederiks familie. Mit første bryllup! Og behøver jeg sige, at jeg har haft tøjkrise siden vi modtog invitationen?

-

Frederik har lige ringet. Han fik 10 til sin eksamen i dag! Dét skal fejres. Intet pres Camilla, intet pres………

Solidaritet og medmenneskelighed?

"Jeg er RASENDE, frustreret og ked af, at to granvoksne mænd vælger at ødelægge min dag, ved at spytte på mig i metroen. Jeg er normalt et menneske, der konstant skal minde mig selv om, hvor meget jeg er værd; Jeg har aldrig følt mig mindre værd, end jeg gør nu. Jeg håber, at karma rammer dem senere, og skaber retfærdighed for de nederdrægtige handlinger, de udfører på tilfældige." - Min statusopdatering på facebook ca. 14:00 i dag.

Jeg havde ellers haft en rigtig god morgen. Ikke sovet så meget, men jeg skulle først have undervisning kl 14. Jeg tog et langt, varmt bad og hyggede om mig selv med god morgenmad. Jeg ordnede lidt hæklesysler og planlagde, at jeg skulle i Stof 2000 på vej hjem fra undervisning, for at købe noget elastik.

Ved godt mod tager jeg bussen ind til metroen. Jeg misser den første mod Vanløse, og står derfor pænt og venter på den næste. Da er det, at to store afrikanske mænd, jeg aldrig før har set, passerer mig, og i forbifarten vælger de begge at spytte på mig; i mit hår, på mit tørklæde, på min taske og på min jakke. De fortsætter begge i samme jævne tempo mod elevatoren, og så var de væk.

I en by som København, hvor alle taler om sammenhold, solidaritet og medmenneskelighed, er det mig ubegribeligt, at der ikke er én eneste, der reagerer på dette overgreb. INGEN af de andre på perronen griber ind. De så det hele, og gjorde ingenting. Ikke engang de unge fyre, der stod ved siden af mig. Ikke engang faderen med sin 5-årige pige. Ikke engang de bredskuldrede håndværkere. Men de så det. Er det solidaritet? Er det medmenneskelighed?

Jeg har altid set det som en tryghed, at der er mange mennesker på gaden døgnet rundt i København. Så er der altid nogen, der holder øje med mig, på den gode måde. Men hvad skal det nytte, når ingen har tænkt sig at gribe ind? Så er det næsten bedre, at der slet ikke er nogen vidner. Så ville jeg ikke være så fandens bitter på dem, som jeg er lige nu.

Tilbage står jeg på perronen; grådkvalt, kvalm, krænket og rystet. Og da jeg i forvejen har en nærmest sygelig bevidsthed om hygiejne, måtte jeg bade mit hår i håndsprit, før jeg overhovedet var i stand til at stige på metroen. Og jeg var nød til at tage hjem efter en time på instituttet, fordi jeg ikke kunne være i mig selv, før jeg fik alt vasket af mig.

Det er uden tvivl tilfældigt, at dette netop skulle gå ud over mig. Jeg har aldrig set mændene før, og jeg håber inderligt, at jeg aldrig ser dem igen. Men det er mig en gåde, at man kan få sig selv til at opføre sig så nederdrægtigt overfor tilfældige små piger som mig. Jeg tager det ikke som et personligt angreb, men det har påvirket mig meget. Mere end jeg først antog.

Jeg har heldigvis en fantastisk omgangskreds, der passer godt på mig, og verdens bedste kæreste, der egenhændigt har sørget for aftensmad, hygge og omsorg.

I dag er jo en speciel dag. En dag Frederik og jeg har ventet på i næsten et år: Game of Thones sæson 4 starter i dag!

Lidt i overkanten på en fredag

I går var sidste dag i praktikken, og boy, for en dag! Jeg tjekkede ind med en indstilling om, at det var helt fantastisk, at det var sidste dag. Så kunne jeg jo koncentrere mig om mine opgaver, og stå lidt senere op om morgenen, på mine respektive fridage. Jeg skulle bare smide nogle negerboller (det hedder det altså i Jylland!) i munden på børnene, og øl i munden på vores samarbejdspartere på skolen.

Det resulterede i grædende børn og fulde kollegaer. Virkelig syret! Og som om det ikke var nok, så blev jeg tilbudt job som vikar på skolen, nu da det var lovligt - man må nemlig ikke være ansat på sin praktikskole, før efter endt ophold. Og oveni det, blev jeg inviteret på date af en 'kollega'. Eller, jeg skulle i hvert fald lige sige til, hvis jeg kunne tænke mig at drikke en kop kaffe! (Er det ikke internationalt for: date? Det er længe siden, jeg er blevet spurgt, så man er vel lidt rusten…)

Det var mere, end mit søde lille hovede kunne magte på en fredag, efter fire ugers intens pres fra alle sider. Så jeg besluttede mig for at tage metroen hjem, og stoppe ved pizzamanden på vejen.

Jeg låser mig ind, smider mig i sofaen, og tænder fjernsynet nøjagtig klokken 20 - klar til xfactor finale. Da det var slut, gik jeg på hovedet i seng. Syret fredag.

-

Jeg har gjort mig mange overvejelser om mit valg af uddannelse, både frivilligt, men også på opfordring af flere af mine midlertidige kollegaer på skolen. Generelt har jeg fået et meget positivt syn på lærerfaget efter dette praktikophold. Jeg har virkelig følt, at jeg som lærer har gjort en forskel.

I går blev jeg så spurgt, hvad det vigtigste ved lærergerningen var. Jeg roder mig ud i noget med vigtigheden ved at lære børnene noget, at de får en mere sikker fremtid, og at vi på den måde styrker fremtiden. Man vil jo gerne gøre et godt indtryk!

Han er ikke afvisende, men siger afslappet: "På et tidspunkt finder du ud af, at der kun er ét mål med vores profession: At passe andre menneskers børn, mens de er på arbejde."

Hmm… Egentlig er det jo ikke helt forkert?

-

Al den helhedsskole har vundet over en snart 21 år gammel døgnrytme, og jeg stod derfor op klokken 7. Så kunne jeg ikke sove mere. Jeg hentede lidt morgenbrød, og startede på min opgave til på mandag. Klokken 12 fik jeg en tømmermandsramt Frederik igang, og har nurset ham løbende hele eftermiddagen, mens jeg langsomt er blevet 70% færdig med opgaven.

Jeg vurderer, at jeg har været aktiv nok i dag til, at jeg godt må pakke mine hæklesager frem fra skammekrogen igen i aften. Måske se en film eller to?

Jydefejl i metroen

Da jeg flyttede til København, havde jeg en plan om, at jeg ville bryde nogle fordomme om jyder. Jeg ville vise mine medmennesker, at jyder er flinke, høflige og særdeles behagelige mennesker, der egentlig bare er en gave til et egocentreret samfund. Indtil i dag har planen vist sig indfriet.

Men så var det, at jeg begik en jydefejl: Jeg var lidt for kæk i en myldretidsmetro, hvor jeg artigt tilbyder en ældre - lettere gangbesværet - dame mit sæde og pointerer, at jeg kun skal ét stop mere. Jeg er overbevist om, at enhver jyde ville have gjort det samme som jeg.

Glad? Det blev hun ikke. Fornærmet? Også i den grad! Hendes blik sagde det hele. At jeg kunne tillade mig at insinuere, at hun var for gammel til at stå, på sine egne to ben! Jeg var jo nærmest flabet, da jeg prompte rejste mig fra sædet, og bevægede mig mod stå-arealet. Demonstrativt blev hun stående ved siden af sædet, og skulede ned på det skjoldede stof, der engang var blåt, mens hun holdt øje med mig. Og sædet? Det stod tomt indtil Amagerbro Station, hvor jeg steg af. 

Og på vej op ad rulletrappen så jeg ud af øjenkrogen, at hun hastigt satte sig på sædet. På den måde fik hun lige på det rene, at det var HENDES sæde, som andre ikke skulle have glæde af - men at hun i hvert fald ikke satte sig, fordi jeg mente, at hun skulle.

Nej, klassisk jydefejl, sådan at bede en indfødt om at gøre noget.

Logbog, logbog, F*CKING LOGBOG!

Så sluttede 3. uge i praktikken, og nu er der kun én uge i vente, før den atter står på skolearbejde. Eller, det vil så sige, at vi har fuldt skema i uge 14, hvor vi samtidig skal aflevere alt vores arbejde fra praktikken, samt en eksamenssynopsis. Jeg kan da næsten ikke få armene ned over den fremragende planlægning!!!!

En stor del af praktikken består i, at udfylde en udførlig og fyldestgørende logbog, med dagens forløb samt didaktiske overvejelser herom. Så efterhånden går en stor del af min hjerneaktivitet med at sætte situationer i skemaer - også i min fritid! 

• Hvad skete der? Jeg var i Rema 1000 for at handle, og de havde ikke tilbud på bacon.
• Hvad lærte jeg? Jeg skulle have tjekket HVOR der var tilbud på bacon. Det var der i Netto, som jeg netop havde passeret. 
• Hvordan lærte jeg det? Ved hjælp af observation af min topfede tilbudsapp kunne jeg konkludere, at jeg havde dummet mig.
• Hvad kan det føre til i min pædagogiske praksis? Jeg skal altid være forberedt på det uventede!

... Og så fremdeles!

Jeg er ikke god til, at få udfyldt disse logbøger til tiden, så min fredag eftermiddag er gået med, at fylde huller ud. Virkelig spild af tid, hvis man spørger mig! Men det skal jo være i orden, når det hele skal afleveres, og lige logbog er virkelig træls (for at sige det på godt jysk!) at sidde med aftenen før. Så hvorfor ikke lige bruge en ellers tiltrængt weekend på det? Jeg giver mig selv fyraften kl. 18 - nok er nok!

DET ER FREDAG og Frederik er til håndboldtræning. Det betyder fri leg til mig - så jeg skal lige et smut ned i Kvickly og blande lidt slik, før jeg smider mig i sofaen til Disneysjov og Xfactor. Og så skal jeg vidst arbejde lidt på evighedsprojektet, der nu er ca. 60% done. Der er lang vej igen, men jeg glæder mig, til at se det færdige produkt.

God aften og god weekend.

Opskriften på 'Verdens Bedste Weekend'

... Indeholder følgende ingredienser:
6 stk jyder
30 stk tarteletter
12 stk burgers the American way
5 liter hvidvin
25+ stk øl
2 runder Cranium (som Josefine, Maiken og jeg er ubesejrede i)
1 udsendelse af Xfactor
1 udsendelse af MGP
1 stk visning af 'Frozen'
Hæklegrej

Krydret med slik, chips, dip og sodavand
Location er underordnet!

Sådan laver man verdens bedste weekend. Karina så endelig sit snit til, at besøge os allesammen herovre østpå - og det skulle da fejres. Først med amerikanske burgere hos Peter og Josefine i NV, dernæst med danske tarteletter hos os. Åh, hvor var det dog fantastisk at være samlet igen! Gid vi kunne fortsætte hver weekend fra nu. 

I dag skulle vi kun én ting: vaske de sidste ting op fra i går. Det er lettere sagt end gjort, når man pludselig ikke har varmt vand i bygningen! Det kom heldigvis tilbage, så den opgave er nu løst til UG. Tilbage er der, at se en Arsenal-kamp i sofaen med en pose chips indenfor rækkevidde, og færdiggørelse af mit seneste projekt:

Et hæklet cover tip iPad mini. Oprindelig var det tiltænkt mig selv, men jo længere arbejdet sted frem, jo mere gik det op for mig, at jeg ikke er så meget til orange - den idé var bedre på tegnebrættet! MEN! Så er det jo godt, at forældre er forpligtet til at elske ALT, hvad deres børn fremstiller, lige fra lerfigurer til køleskabstegninger. Så mon ikke at dette cover nok skal falde i god jord hos min elskede mor? Hun får den i hvert fald med posten en af de næste par dage - uden returblanket.

Nu venter mit evighedsprojekt igen på min opmærksomhed. Slut med små overspringsprojekter! Nu har Kvickly også været så rare at smide deres garn på hylderne igen, så jeg kan komme videre! (Man kan altså ikke bare fjerne hele garnafdelingen, uden lige at give et heads up, så jeg kan nå at fylde depoterne!!!)

Aftensmaden står på tartelet-rester fra i går. Muligvis skal det jævnes lidt, hvis vi ikke skal spise fyldet med en ske!

Slut herfra.

Kig nu op!

Da jeg i sommers slog rødder i Danmarks aorta, var det en bestemt ting i gadebilledet, jeg undrede mig meget over. Hvorfor kigger alle folk ned i jorden, når de bevæger sig udendørs? Solen skinner, himlen er blå, og det er ferie. Hvorfor ikke nyde det, ved at kigge op et øjeblik?

Jeg knækkede koden i dag. Efter halvanden uge som skolelærer/praktikant/studerende, er energidepoterne ved at være brugt op. Man er 'på' meget mere, end jeg er vant til, hvorfor jeg så benytter en hver given lejlighed til at koble fra; det gik i dag ud over metroturen hjem. Jeg udførte det såkaldte fænomen 'at stene', bogstaveligt talt falde i mere end staver. Sad bare i min egen lille osteklokke, uden at opdage, at jeg faktisk sad og stirrede med åben mund på en yngre kvinde overfor mig. En yderst ubekvem situation for hende, tydeligvis!

DERFOR kigger alle ned i jorden - så slipper de for pinlig øjenkontakt eller lignende, når de kobler fra. Det gælder i det hele taget om, at have så lidt øjenkontakt som muligt, i sin effektive transporttid. Jo bedre det lykkes, jo bedre en tur har det været. 

Kig nu op! Solen har atter meldt sin ankomst og København er meget smukkere på denne tid af året. Nyd det, for om lidt er det vinter igen... 

-

Nok om det. Agurkesalaten er næsten spist, og jeg har startet endnu et mindre hækleprojekt op. Dagens diktater er rettet (med rødt!) og den hjemmelavede dip er kørt ind - slut herfra. 

Gør det selv!

Kan efter første uge i praktik konstatere følgende:

1. Børn kan sagtens være søde - mellem kl 10.00 og 11.25

2. Jeg skal ikke have pænt tøj på om fredagen, hvor der står billedkunst på skemaet. 

3. Middagslur efter kl 16.00 er most certainly tilladt!

Så har jeg prøvet syv dages 'helhedsskole', hvor jeg har stemplet ind kl 8, og ud igen mellem 15 og 17. Og jeg er ikke just begejstret. Jeg har aldrig kunne prale af, at jeg er et morgenmenneske, så jeg er ikke altid færdig med at sove, når vækkeuret ringer. Men hver dag har været berigende!

Jeg har ikke set skyggen af overskud hele ugen, for bare råbende børn og sygdom. Men overskuddet må have hobet sig op, for idag skal jeg da ellers lige love for, at der skete lidt i det lille hjem; her dufter noget så dejligt af Ajax, køkkenet er renset ned, støvsugeren har givet anledning til gensyn med gulvet, tulipanerne er sprunget ud i vindueskarmen og badeværelset skinner.

Og på et tidspunkt, må jeg have fået en hjerneblødning, for pludselig står jeg, og laver agurkesalat på glas. Sådan helt fra bunden, og alt muligt! Overskud, lige dér! Jeg blev så grebet af det, at jeg også lige smed et par hjemmelavede pizzaer i ovnen - så er der madpakker til de næste dage, hvor overskuddet nok er forduftet igen. 

Lavede da også lige min egen dip i går. Mest fordi at Kim's holiday er pissedyr, men også fordi den hjemmelavede smager brændgodt! Er blevet 'gør det selv, helt fra bunden'-Quinde - i hvert fald i et køkken!

Travlhed og færdige projekter

Kan vi ikke godt bare vedtage universelt, at når man tager offentlige transportmidler i myldretiden, så bruger man lige de obligatoriske 3-5 minutter, på at smide en tandbørste i kæften. Morgenånde skal ikke deles, men nedkæmpes! Øv!

Når det så er sagt, så er det ved at være længe siden, der sidst blev skrevet herinde. Jeg har meget om ørerne for tiden: studiet byder på en måneds praktik, startende i går, så jeg har nok at gøre med at planlægge undervisningforløb i 5. Klasse. Al den snak om didaktik, læringsmål og logbogsføring er til at blives skør af, men samtidig lærer jeg sindsyg meget hver dag. Når jeg så kommer hjem om eftermiddagen, er mit hovede så bombet af indtryk, at jeg liiiige må snuppe en morfar på sofaen. Og gå i seng klokken 21. 

Kreative projekter har der ikke været meget tid til, men på opfordring af søde Frederik, fik jeg langt om længe færdiggjort et mindre projekt:

                 

Et cover til hans telefon. Da han har en Nexus 5, var der ikke så mange færdige opskrifter på nettet - så jeg ændrede lidt i en opskrift til en iPhone 5. Er faktisk selv ret godt tilfreds med resultatet, selvom jeg, halvvejs inde i processen, fandt ud af, at jeg har vendt hele svineriet vrangt. Men herre gud, det er jo kun mig, der kan se det. Han blev enormt glad for det færdige produkt, og det er jo det vigtigste!

Så skal jeg tilbage til de større projekter, så de kan blive færdige til deadline. Hader at arbejde under pres, men når man så står med det færdige resultat i hænderne, glemmer man alt om drilskheder og dårlig samvittighed. 

Samling på tropperne!

Så fik jeg atter tid til et (lille) indlæg. Og med lille mener jeg selvfølgelig ultrakort. For jeg har nemlig ikke rigtig noget at skrive om i dag.

Jeg havde en overskønherlig dag i går; Maiken, Josefine og jeg har ikke været samlet længe, så vi besluttede os for at mødes. Ikke bare for at sludre, NÆH, vi skulle hækle og strikke! Eller, det vil sige, Josefine kan strikke, jeg kan hækle. Og Maiken? Hun er villig til at lade dødstrusler gå ud over garn og værktøj, frem for mennesker.

Og hold nu fast, hvor kunne man høre mange trusler om død og ødelæggelse! Maiken skulle først sættes ind i de basale teknikker - og hendes frustration må have inspireret Josefine, for der gik ikke længe, før hun også måtte lære at hækle. 

Seks timer og 3 Disney-film (Løvernes Konge 3, Mulan og Klokkeren fra Notre Dame) senere, satte vi tænderne i en lækker lasagnette. Snakken gik, rovdyrene blev fodret, og pludselig var klokken 20. Damerne tog hjem, og Frederik og jeg stod tilbage med en kæmpe opvask og et bredt smil på læberne.

Det er altid skønt, at være sammen med damerne. Jeg kan bare ikke lade være med, at tænke, at vi ikke er fuldtallige. Vi mangler jo Karina i Herning. Jeg savner virkelig os fire - samlet. 

Kort. Enkelt. Slut.

"Hvad nu hvis…?"

Ved 10-tiden i formiddag satte jeg mig udmattet i sofaen. Jeg pudsede min næse, tørrede øjnene, satte sidste sæson af Sex and the City på Frederiks xbox og fandt mit hækleprojekt frem. Jeg håbede, at jeg i så fald ville glemme alt om, at jeg lige havde sagt farvel til mor og far. Det hjalp ikke.

Det er altid hårdt, at sige farvel til dem, efter et par dejlige dage. Specielt hårdt, når jeg efterfølgende låser mig ind i en tom lejlighed, uden nogen, der kan trøste mig. Jeg er helt alene med mig selv og mine tanker, og det er ikke altid optimalt. Jeg fik i hvert fald ikke bearbejdet savnet nok til, at jeg kunne holde masken, da jeg skulle i Kvickly. Jeg skulle bare have noget yoghurt, men måtte gemme mig bagerst i butikken, bag høje hylder med sodavand, fordi savnet pludselig greb mig så voldsomt, at der faldt en tåre. Og flere til. Måtte trække vejret dybt et par gange, før jeg spurtede gennem kassen, uden øjenkontakt med kassedrengen. Betalte selvfølgelig de 11 kr for min yoghurt naturel.

Hver gang, jeg skal sige farvel til mine forældre, kan jeg ikke lade være med, at tænke på den pissesørgelige sang fra Mads og Mikkel. Den der, hvor den gamle dame sætter Mikkel af ude i en skov. Det regner, nøjagtigt som det gjorde i dag. Den sang skar i mit hjerte, allerede fra jeg var meget lille - og det sidder så dybt i mig, at den nu er blevet soundtracket til afskedsseancen mellem mig og mine forældre. For helvede da!

Når jeg så står nede på parkeringspladsen, med grådopløst ansigt, og vinker til min mor på passagersædet (med et ansigt i samme tilstand som mit) og min far bag rettet, kan jeg ikke lade være med at tænke "Hvad nu, hvis jeg aldrig var flyttet til København?"

Det er emnet for i dag; "Hvad nu, hvis…". Jeg tænker det ikke så ofte mere, men i sommers var det hver dag, hele tiden og så igen. Hvad nu, hvis jeg var blevet i dejlige Varde. Hvordan havde min hverdag så set ud? Havde vi fundet en lejlighed i Varde? Ville jeg stadig starte på læreruddannelsen, eller havde jeg taget den meget fristende elevplads hos boghandleren? Ville mine bekendtskaber have en anden struktur? Ville jeg have været mere lykkelig?

Den sidste hører heldigvis sommeren til. Den er ikke længere aktuel. Efter nogen tid fandt jeg jo ud af, at Frederik er min nye familie. Hvor han er, er jeg lykkelig (indsæt bræklyde her…). Og eftersom han er her på Amager, er det her, jeg kan være glad. Så falder resten ligesom på plads. Da jeg blev sikker på mit studie, forsvandt flere bekymringer, og nye bekendtskaber meldte sig. Det hele går efterhånden op i en højere enhed.

Lige indtil mor og far starter bilen. Så har jeg lyst til, at kaste mig ind på bagsædet, og tage med 'hjem' til Jylland. Eller bare stå og skrige efter bilen "HVORFOR FORLADER I MIG?!?!?". De eneste, der ikke indgår i den famøse, høje enhed, er mine forældre. Jeg ville ønske, at jeg kun boede et stenkast fra dem. Så ville det nemlig ikke være så fandens svært, at sige farvel. Så ved jeg, at jeg ser dem igen indenfor kort tid. Så ville jeg kunne sige "Vi ses i morgen!", i stedet for "Vi snakkes ved på Skype". Egoistisk, but true.

-

Nu har jeg heldigvis fået et par timer, til at køle ned. Og jeg har tilmed fået hæklet, hvad der svarer til en uges arbejde (skal jo passe det der skole). Sex and the City er nu set, fra ende til anden. Og efterfølgende smuttede den første film også lige på xboxen. Jeg ejer ikke 2'eren.

Ferie, sygdom og lækre fyre

Når man har sagt ferie, må man også sige sygdom. I hvert fald i mit tilfælde! Hver gang, jeg får lov at holde lidt fri, siger immunforsvaret fra, og sygdommen melder sig. Praktisk, fordi jeg så ikke får fravær i skolen, men upraktisk, når jeg nu gerne vil holde fri og slappe af - UDEN snot og andet godt! 

Denne gang var ingen undtagelse; Fik officielt vinterferie kl. 14.00 i går. Frederik og jeg fejrede overstået semester og ferie, med en middag på den nyåbnede restaurant Bone's Amager - en fantastisk, velsmagende bid af Jylland. Fornuftige og fattige som vi er, havde vi betalt inden kl. 19.00. Så trækker Bone's 20% af regningen. Vi lå mætte og trætte i sofaen ved 20-tiden, og SÅ så influenzaen sit snit, til at angribe en såret flodhest, der ikke var i stand, til at gøre modstand. Endte med at gå halvskidt i seng, og vågnede med et 11-tal under næsen. Great!

Er alene hjemme her til aften, og selvynken tog over. Fandt mig selv nede i Kvickly, med hænderne i bland-selv-slikket, og en cola mellem knæene (for jeg kunne jo ikke bare stille den på gulvet…). Så er jeg udrustet til Disney Sjov og xfactor: Slik, cola, lommetørklæder, strepsils cool og næsespray. Den rette kur, når man skal være frisk til jydebesøg i morgen. Og sidste arbejdsdag, ej at forglemme.

Nå, men her på mit midlertidige dødsleje skal jeg fortælle om fem fyre, jeg synes er attraktive. Kan jeg overhovedet finde fem?

Min flotte, nu korthårede kæreste. Meget attraktiv. Klart nr. 1!

Herfra går jeg ud fra, at jeg må vælge kendisser.

Thomas Ernst. Fik NÆSTEN lyst til at se Vild med Dans, bare for at kigge lidt på hans struttende hofter. Meeeeeen, så kom jeg i tanke om, at jo færre seere, programmet har, jo større sandsynlighed er der for, at de ikke laver endnu en sæson. Der er desuden ikke flere kendte i Danmark, der vil udstille sig selv på et dansegulv.

Åh, Bradley Cooper. Eye candy right there! Hans tilfældige lækkerhed rammer mig hver gang.

Har aldrig helt forstået, hvorfor jeg synes så godt om Hugh Grant. Og slet ikke nu, hvor han har fået så mange rynker. Men hvad fanden, vi bliver jo ikke yngre! Han var i hvert fald pæn, dengang billedet blev taget.

Og sidst, men absolut ikke mindst, denne fantastisk dygtige mand! Uha Nikolaj, kan du så lige være med i nogle flere film, så jeg kan savle lidt mere over dig?? Men gerne på dansk, for mig fungerer du ikke så godt på engelsk. Så er du bare lidt mere uopnåelig.

Det var fem. Nu vil jeg lukke ned, og nyde remoulade-Danmarks yndlingsunderholdning i flimmerkassen. Og blive rask, ikke mindst! For nu skal jeg kun sove én gang mere, før min mor og far kommer :3

Shoutout for hækling!

Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke for længst var alment accepteret, at man blev hjemme i sin seng, indtil man var udhvilet, og klar til at være en aktiv del af samfundet. 

Omverden, det havde været den bedste løsning for os to i dag!

Jeg burde være udhvilet, for jeg har haft weekend i fire hele dage. Men det er ligesom, når man har haft sommerferie: efter 7 uger på den lade side, er man ikke nødvendigvis mere skoleklar, end efter en almindelig 2-dages weekend (fyldt med arbejde). 

Jeg er en af de heldige, der har undervisningsfri i næste uge - og jeg har oven i købet sidste vagt på jobbet allerede på lørdag. Tiden flyver, når man har det sjovt (læs: stramt)!

Flere planer er både lagt og gået i vasken for næste uge, men jeg kan sku altid regne med mine søde forældre. De snupper et par storbydage, sammen med deres to ældste børn. Så er spørgsmålet bare, hvad søren vi skal få tiden til at gå med. Vi har jo efterhånden set det meste. For helvede da.

Når de så er taget afsted igen, så ved jeg, hvad JEG skal. "Jeg skal hækle", sagde mormor, der i sommers fyldte 83 år. Den er god nok. Vil gerne stå ved det. Hej, jeg hedder Camilla, og jeg er hæklerinde. 

Jeg lærte mig selv det i sommers (ca. da jeg fyldte 83…). Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for noget, der pacificerede mit tankemylder: Var enormt overvældet over, at skulle flytte, stoppe på min arbejdsplads og indstille al teateraktivitet. Så jeg måtte jo ligesom finde et projekt, jeg kunne tage med mig. Valget faldt på hækling. Mest fordi det var top-nice, men også fordi jeg har en ustyrlig trang til at tælle hele tiden. Og det virker. Jeg kan sidde halve og hele dage, bare mig og mine sysler, uden tankemylder og andre forstyrrelser. Min lille bid af jylland, forklædt som garn og masker.

Færdige projekter kan tælles på én hånd, men det er lysten, der driver værket! Et par julegaver blev det da til. Suttesnore til de mindste, og et blomsterhårbånd til kusinen på 10. Mit igangværende projekt er af større proportion: Et blåt tæppe, der er ment som en gave lidt længere ude i fremtiden. Efter en lille måneds arbejde, har jeg talt mig i gennem ca. 25% af det færdige tæppe. Puha, det kommer til at tage tid! Så er det godt, at jeg har ferie lige om snart.

Alle bør hækle, så er det sagt! Selv Maiken har overgivet sig til min tro, og vil gerne lære kunsten. Hun er mere end velkommen!

Köttbullar og sød musik

Er netop vendt hjem fra babysitter-overnatning. Jeg blev babysittet, forståes. Af Maiken. I Lyngby. Mest fordi Frederik skulle bruge lejligheden til det der Super Bowl (… som jeg indtil for ganske nyligt troede VAR bowling - helt klog er jeg ikke), og det behøvede jeg jo ikke at være en del af.

Maiken er altid frisk på en pizza og sladder, så munden har ikke stået stille siden 18:30 igår. Og slet ikke, da vi besluttede os for spontant at besøge Ikea Gentofte i formiddags. SKAL man i Ikea, bør man gøre det mandag formiddag. Ikke et øje, du! Så har man også alle köttbullarna for sig selv i restauranten. For helvede da, hvor smager de bare pisse godt! (Men det der tyttebær-gøgl skal virkelig bare smutte langt væk, fra min tallerken!)

Der er dét ved Ikea, at man jo altid bare skal have én ting - mit tilfælde et par rammer - og ender ud med en fyldt bærepose i blå. Jeg er nu 300 kr fattigere, men Frederik blev meget begejstret for det nye lasagnefad og den smarte poseholder til under vasken. Så er alt vel godt, selvom shoppe-genet beslaglagde mig for en stund.

Hos Maiken gik snakken også på blogging. Min næste udfordring var at sætte min musik på shuffle, og kommentere de første ti numre, der afspilles. Det skulle fortælle så meget om mig. Jeg lader det komme på en prøve.

1. "Meget mærkeligt firma" - Den Eneste Ene. Ren nostalgi, fra da jeg i sommers spillede med i musicalen. Selve sangen var langt fra min yndlings, men det bringer alligevel gode minder, om teatertiden i Varde.

2. "I just had sex" - The Lonely Island. Jeg skrev SRP om The Lonely Island i 3.g. Er stadig bitter over en alt for lav karakter, for en alt for fantastisk opgave! Men det er jo også bare min subjektive mening… 

3. "Mom in love, daddy in space" - kashmir. Har altid haft den liggende på min computer. Jeg ved ikke helt hvorfor, men lejlighedsvist er det en dejlig sang.

4. "Vi er de gode" - Danser med drenge. Åh, så gik den ikke længere. Jeg kommer nok ikke uden om, at det er det dejligste musik, der findes. Jeg elsker, elsker, ELSKER Danser med Drenge! 

5. "The spell" - Alphabeat. Sød historie/anekdote: Frederik og jeg har altid været gode venner, men i 1.g fik vi begge (uafhængigt af hinanden) den idé, at vi skulle være mere end venner. Men da vi begge var meget generte, gik det meget forsigtigt for sig. Men da han så en dag sendte denne sang til mig, havde jeg luret ham. Den bandit ;)

6. "Vær velkommen til eventyrland". Endnu et teaterminde fra 2013, hvor jeg underviste et teaterhold sammen med Frederikke. 20 piger i alderen 5-9 år. Som afslutning på en sæson, skulle holdet fremføre et stykke, og vi havde valgt selv at skrive et stykke til lejligheden. Denne sang var åbningsnummeret, hvor vi selv skrev teksten, og en god ven lavede musik til.

7. "This is how love is made" - Mads Langer. 3 minutter go 40 sekunders lyrisk erotik, når det er bedst! 

8. "Dust Bowl Dance" - Mumford and Sons. Mit lille folk-country-hjerte takker mig for, at dette nummer nåede at komme med. Min lillebror introducerede mig for Mumford and Sons, for efterhånden lang tid siden. Er virkelig fanget af deres unikke stil! 

9. "Kolde hjerter" - Danser med Drenge. Fik jeg sagt, at jeg elsker DMD? For det gør jeg. Meget. Kan ikke vente til sommer, hvor jeg skal til koncert. Det bliver konge!

10."Uden forsvar" - Marie Key. Nogen hader hendes musik. Jeg synes det er originalt og nyskabende. Og alle DMA-priserne var SÅ velfortjente! Takker lillebror for albummet i julegave.

Så blev klokken næsten sengetid, på sådan en højhellig mandag. Må se om jeg kan slæbe mit trætte korpus hele vejen ind i seng.

Boghandleren om bøger

Er det for meget at forlange, at min egen lejlighed ikke skal lugte af røg, når jeg nu ikke selv ryger i den? Just asking!

For al det blæsevejr har fucket ventilationen i bygningen fuldstændig op. Den udsugede luft fra nabolejlighederne ender på mystisk vis hos os, og lugten af deres cigaretter sætter sig i min sofa. Og så bliver jeg hys - for jeg har et meget nært forhold til min sofa! Det er sku da pisse irriterende, at jeg skal lide under andres dårlige vaner. For helvede da!

Til dagens challenge. Jeg sad og læste forud i den udfordring, jeg nu har taget op, og jeg kunne virkelig ikke lade være med at tænke, at nogle af udfordringerne er virkelig dårlige. Faktisk så dårlige, at jeg overvejer at springe dem helt over. Jeg må tage det, som det kommer.

I dag skal jeg fortælle om en bog jeg elsker. Den burde ligge lige til højrebenet, da jeg har arbejdet i en boghandel i næsten fem år, og i øvrigt læst mange bøger. Men det er som om, den ligger lidt mere til venstrebenet - og jeg er bestemt ikke venstre-koordineret til noget som helst! 

Ved nærmere overvejelse, må jeg konstatere, at der ikke kun er én bog, jeg elsker. Jeg er nørd med stort Q, og jeg har derfor altid været stor fan af Harry Potter-serien. Lige fra jeg gik i 2. klasse, og dermed var gammel nok til at låne første bog i serien, var jeg solgt. Magen til velskrevet og gennemført univers, skal man kigge langt efter!

Og dog, skal man virkelig lede SÅ længe? Niks. Vi skal blot et spring fra britisk teenage-magi, til det amerikanske, erotiske og samtidig ufattelig voldelige univers, George Martin har skabt. Game of Thrones er for sindsygt! Frederik og jeg går snart ud af vores gode skind: Vi har i snart et år ventet på premieren på sæson 4. Hvordan skal vi kunne vente helt til 7. april??? AARGH!

Pulsen ned, og tilbage til bøgerne. Sidste efterår besøgte min familie og jeg min storebror, der dengang læste et halvt år i Amsterdam. Dengang var bogen 'Mig før dig' af Jojo Moyes netop udkommet, og jeg valgte at tage den med - så kunne jeg jo anbefale den til kunderne i boghandelen. Jeg blev vildt grebet af måden, bogen belyser det tabubelagte emne aktiv dødshjælp. E kærlighedshistorie, der fra starten er ulykkelig - er det så muligt at ende lykkelig? Bør læses af alle piger/kvinder, der er trætte af fantasy.

Seneste værk, jeg har læst, var min julegave fra storebror. Yahya Hassans digtsamlig af samme navn. Værket har delt den danske befolkning i to. Jeg vælger at se på det sådan her: Ser man på det som kunst, som han selv insisterer på, at det er, så er det genialt. Retorisk og lyrisk genialitet med blogbogstaver. Ser man værket som genereliserende samfunds- og kulturkritik, er det sindsygt provokerende og ekstremt nedladende overfor hans rødder. Jeg vælger at se det, som det er: Kunst. Og jeg er imponeret!

Hold da op - jeg fik da skrevet lidt i dag. Nu vil jeg nyde, at min søde mand (som forresten er blevet korthåret, for første gang i 4 år) er til håndbold, og jeg har sofaen for mig selv.

Shopping, stop så!

Jeg skulle egentlig bare hente et par skolebøger til næste semester i Field's. Endte med at finde mig selv i et prøverum, iført tøj, jeg bildte mig selv ind, jeg kunne passe - og havde råd til!

Jeg siger tit til mig selv, at hvis jeg ikke kan passe et stykke tøj i en størrelse 38, så skal jeg slet ikke have noget. Engang var det 36, men det endte ligesom med, at jeg slet ikke gav mig selv lov til at forny garderoben. Og nu står jeg så foran endnu en opjustering - men for helvede da, hvor er jeg bare ikke klar til, at der skal stå '40' i noget af mit tøj! Nu må vi se. Kommer tid, kommer råd. 

Og råd, det har jeg ikke. Jeg har nemlig sagt mit fritidsjob op og erkende, at jeg er startet på et fuldtidsstudie. Jeg skal nu, for første gang i mit liv, leve af SU. Det bliver en hård nød at knække, for en pige, der altid har haft rigeligt på kistebunden.

Endte med at købe en hvid skjorte (str 38) til 179 kroner. Bilder mig selv ind, at jeg ser mere voksen ud i sådan én - mere autoritær og tro mod mit kommende erhverv som folkeskolelærer.

Nå, tid til dagens indslag.

2: Something you feel strongly about

Jeg kan jo lige så godt fortsætte, hvor jeg slap: Shopping. Åh, hvor ville jeg have mange penge, hvis jeg aldrig købte noget. Det kommer til mig i bølger: Nogle gange kan jeg være storslem, og andre dage kan jeg holde mig i skindet. 

Tøj har ikke altid været noget, jeg har gået ret meget op i. Men så begik jeg den fejl, at jeg i 1.g søgte fritidsjob i en lækker tøjbutik, og fik det. Lækkert tøj til halv pris, som jeg selvfølgelig var forpligtet til at gå i, når jeg var på arbejde. Ikke dårligt! Det slog hårdt på kontoen, da jeg ikke længere fik rabatter. Interessen sluttede jo ikke, bare fordi jeg ikke længere arbejde som tøj-alf.

I dag klarede jeg det flot; i rigtig mange butikker kiggede jeg kun, og sagde til mig selv, at "jeg synes det var pænt, men det må vente. Du mangler stadig at købe et par bøger til 2. semester". 

Desuden er alle forårsvarerne ikke kommet endnu… STOP SÅ, CAMILLA!

På den igen!

Starter lige med et surt opstød:

HVAD FANDEN SKAL AL DEN BLÆST TIL FOR?!?!?! Det er da lige til at få lange bryster af! Det blæser så meget, at selv de københavnske bybusser overholder hastighedsgrænsen, af ren og skær modvind. For helvede da.

Nå, så blev det 2014, hva'? Den sidste måned er fløjet afsted, men alligevel ikke rigtig noget nyt under solen herfra. Amager er stadig "The Shit" (bogstavelig talt…), og jeg fik fornøjelsen af at opleve det københavnske nytår - Eller, fejrede nytår i NV, så halvdelen af det antændte materiale var kanonslag. Men generelt en god oplevelse.

Har været meget i vildrede omkring bloggen; skal den fortsætte, eller skal den bare lukkes efter de første 10 indlæg? Jeg lader den fortsætte for nu, for hvem ved? Måske støder jeg på flere ting, jeg ikke forstår! 

Maikens pony-blog er atter aktiv med en challenge, så hvorfor ikke bare følge trop? At least indtil jeg selv finder på noget mere eller mindre fornuftigt at skrive.

1: Five ways to win my heart

1. Humor. Humor er klart vejen til mit hjerte. Jeg skal vide, at han kan få mig til at grine hver evig eneste dag, resten af livet.

2. Afslappet. Han skal hvile i sig selv, og ikke bekymre sig om, hvad andre synes - det skal jeg nok gøre for ham!

3. Romantik. Jeg er håbløs romantiker, og jeg synes ikke, der er noget mere romantisk, end når jeg bliver værdsat; en middag, en blomst, en sød bemærkning. Selv en lille seddel med kærlige ord, kan redde min dag.

4. Ærlighed. Med ærlighed kommer man længst.

5. Frederik. Hvis man er Frederik, vinder man mit hjerte med et enkelt blik (Og så kunne jeg ikke lige finde på den femte ting…)

Cheesy, men sandt!

Nå, jeg vil fortsætte min dag med hovedet højt; jeg har nemlig bestået den anden af tre eksamener i 1. semester i dag. I morgen venter den trejde, og umiddelbart knap så skræmmende prøve.