mandag den 14. september 2015

#Vinkelsjal

Vinkelsjal i farverne 25 lys grå, 24 mørk grå, 31 sort, 39 støvet grøn og 109 æblegrøn.

Siden opskriften kom ud for over et halvt år siden, har jeg sparet sammen til at skulle igang med Vinkelsjalet fra Lutteridyl. For et par uger siden blev jeg så opmærksom på Facebook-gruppen 'Vinkelsjalet', hvor jeg straks følte mig nødsaget til at være medlem. Og hvilken inspiration! Jeg havde kun været medlem i en uge, før jeg simpelthen ikke kunne holde til det længere - jeg skyndte mig at gøre et lille projekt færdigt, cyklede derefter ud til min lokale garndame og købte ind. 13 dage senere - endda med en enkelt eller to hækle-fri dage pga. praktikkens træthed - kunne jeg i går hæfte de sidste ender og vaske det, der nu er blevet til mit yndlingstørklæde.

Jeg har hæklet i Coast garn fra Amager Strik, dels fordi jeg gerne vil se farverne, og selv sætte dem sammen, men også fordi jeg gerne vil slå et slag for de små fysiske garnbutikker. Hvis vi glemmer at handle hos dem, så ender det med, at vi aldrig kan få lov til at se og røre ved garn i butikkerne - alt overgår til nethandel, og det synes jeg personligt er en skam!

Jeg skal bestemt hækle flere - om det bliver Vinkelsjal eller Tip Tørklæde, der ryger på nålen næste gang, har jeg ikke besluttet mig for endnu. Men måske der kommer til at ligge et par stykker under juletræet i år?

mandag den 1. juni 2015

Etui til solbrillerne





Min kæreste købte årets solbriller,  men var træt af, at de skarpe ender på brillestængerne ødelagde inderlommerne i hans jakke. Han spurgte derfor, om jeg ikke ville freestyle et lille etui til ham. Han lovede højt og helligt, at han nok skulle vise det til alle hans makkere. Jeg lagde hovedet i blød et par dage, hvorefter jeg kom frem til dette resultat. Som det måske ses på billederne, så har etuiet allerede været i brug et stykke tid - så jeg tror det er godkendt. Den skrå kant bagpå er valgfri, men supersmart, da den gør brillerne mere tilgængelige, når de er i etuiet - og hjælper brillerne på vej, når de skal pakkes hurtigt ned.

Bomuldsgarn på nål 3 - jeg har brugt sort og limegrøn

lm = luftmasker
fm = fastmasker
pcm = popcorn masker
indt = indtagning

1. rk: Slå 37 lm op (37) vend med 1 lm

2.-5. rk: 37 fm, vend med 1 lm (37)

6. rk: 8 fm, *1 pcm, 1 fm* hækl ** 4 gange, 6 fm, hækl ** 4 gange, 7 fm (37) vend med 1 lm

7. rk: 37 fm, vend med 1 lm (37)

8. rk: 7 fm, 1 pcm, 7 fm, 1 pcm, 5 fm, 1 pcm, 7 fm, 1 pcm, 7 fm (37) vend med 1 lm

9. rk: som rk 7

10. rk: 7 fm, 1 pcm, 8 fm, 1 pcm, 3 fm, 1 pcm, 8 fm, 1 pcm, 7 fm (37) vend med 1 lm

11. rk: som rk 7

12. rk: 7 fm, 1 pcm, 8 fm, *1 pcm, 1 fm* hækl ** 3 gange, 7 fm, 1 pcm, 7 fm (37) vend med 1 lm

13. rk: som rk 7

14. rk: 8 fm, *1 pcm, 1 fm* hækl ** 5 gange, 2 fm, hækl ** 5 gange, 7 fm (37) vend med 1 lm

15.-24. rk: som rk 7

25. rk: 35 fm, 1 indt (36) vend med 1 lm

26. rk: 36 fm (36) vend med 1 lm

27. rk: 34 fm, 1 indt (35) vend med 1 lm

28. rk: 35 fm (35) vend med 1 lm

29. rk: 33 fm, 1 indt (34) vend med 1 lm

30. rk: 34 fm (34) vend med 1 lm

31. rk: 32 fm, 1 indt (33) vend med 1 lm

32. rk: 33 fm (33) vend med 1 lm

33. rk: 31 fm, 1 indt (32) vend med 1 lm

34. rk: 32 fm (32) vend med 1 lm

35. rk: 30 fm, 1 indt (31) vend med 1 lm

36. rk: 31 fm (31) 1 lm, bryd garnet og hæft ender

Kanten hækles i fastmasker således (forholdene er HELT off her, det er bare en hurtig skitse):


Side 1, 2 og 3 hækles. Etuiet foldes, således at side 4 og 5 nu ligger dobbelt og kan hækles sammen (husk at vende brillen udad).

torsdag den 7. maj 2015

Nyt navn, samme blog!

Jeg har taget navneforandring! Ikke personligt, forstås. Men bloggen har fået et nyt og mere præcist navn. Jydeknuder. Jeg var glad for mit gamle domæne som Jyden i storbyen, men efterhånden bevægede bloggen sig i en anden retning; Jeg har ikke længere så meget jydefrustration at lukke ud, som jeg havde engang og de sparsomme opslag, der sporadisk dukker op, handler alle om hækling.

Det er min ambition at bloggen skal have et gennemgående ansigtsløft. Dette kommer nok til at foregå løbende, da det ikke må blive en overspringshandling fra opgaveskrivningen - selvom det er enormt fristende! Jeg har i hvert fald genfundet lysten til at fordybe mig i bloggen, nu da jeg føler, at jeg har fået gjort op med mig selv, hvad den skal indeholde: Flere billeder, flere små projekter, flere DIYs og generelt mere krea. Lidt frustration slipper I nok ikke for...

"MOOOAAAR, JEG ER FÆÆÆÆÆRDIIIIIG!!"



For et par uger siden kunne jeg ENDELIG sige det: Jeg er færdig med mit rombetæppe fra Pescno. Det tog 9 måneder og 40 nøgler garn fra første rombe til sidste hæftning, med plads til andre projekter undervejs. 200x130 cm. Jeg har været ivrig over det, træt af det, sur på det, beundret det - og nu har jeg vundet kampen! Alt i alt har det været et godt projekt, for man har altid tid til at hækle en enkelt rombe. Jeg mangler dog stadig en kant, men vi er endnu ikke blevet enige om farven i det ama'rkanske hjem.

Jeg er normalt dårlig til at færdiggøre et projekt, før jeg begynder på et nyt. Og tæppet her har bestemt ikke været nogen undtagelse. Når jeg er færdig med den hæklede del af et projekt, vil jeg gerne videre i teksten. Men tæppet havde stået i samlesæt ved siden af sofaen og givet mig dårlig samvittighed i så lang tid, at jeg nu ville have det ud af verden. Eller, ud i verden, så alle kan se, hvor fedt det er blevet!

Og nu... Tja. Nu ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal give mig til. Jeg har ikke nogen store projekter på beddingen, kun småting, som kan klares på et par aftener. Jeg må have hovedet i blød og finde et projekt, der IKKE skal sys sammen til sidst - for dét var da en party pooper!

... I mangel på bedre kontekst, vil jeg her nævne: Jeg har lært at strikke sokker. Bum! Uden opskrift, men med mor.

mandag den 16. februar 2015

Stille, stille, stille...


... Har der været her på bloggen den sidste tid. Det skyldes desværre nogle rigtig svære omstændigheder i privatlivet, som suger al overskuddet fra en i forvejen hektisk tid. For mange ting at tænke på, og alt for lidt tid til at tænke dem i. Jeg havde derfor egentlig besluttet at lade blog være blog.

Men så var det, at jeg opdagede, at jeg havde rundet 10.000 visninger, hvoraf mindst de sidste 1.000 har været efter mit sidste indlæg i december. Der er altså stadig nogen, der kigger ind. Og de skal ikke snydes for lidt nyt.

Jeg kunne jo starte med at følge op på det sidste indlæg om sofapuderne. Min families reaktioner på puderne var over al forventning! De blev simpelthen så glade, at jeg næsten blev helt rørt. På billedet ses mine forældres puder, nydeligt arrangeret i deres sofa. Det er desværre de eneste, jeg har billeder af, men jeg ved, at alle puderne har fået fine placeringer i hhv. sofaer, lænestole, senge og biler. Multifunktionalitet, lige dér! Familiens glæde gav mig mod til, at jeg snart skal igang med puderne til os selv.

Mit rombetæppe er nu 75% hæklet og 50% sammensyet. Det skal have mere kærlighed, når jeg er kommet godt igang med det nye semester på studiet. Et semester med høj intensitet, men uden afsluttende eksamener til sommer - umiddelbart rart, men det må give bagslag senere i uddannelsen.

OG SÅ FLYTTER VI SNART! Det kan ikke være længe, før det bliver vores tur til at få en skønherlig lejlighed på Frederiksberg, med splinternyt køkken og bad. Any day now. Just waiting it out... Ventetiden er ulidelig. Især efter 15 måneder.