tirsdag den 4. februar 2014

Shoutout for hækling!

Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke for længst var alment accepteret, at man blev hjemme i sin seng, indtil man var udhvilet, og klar til at være en aktiv del af samfundet. 

Omverden, det havde været den bedste løsning for os to i dag!

Jeg burde være udhvilet, for jeg har haft weekend i fire hele dage. Men det er ligesom, når man har haft sommerferie: efter 7 uger på den lade side, er man ikke nødvendigvis mere skoleklar, end efter en almindelig 2-dages weekend (fyldt med arbejde). 

Jeg er en af de heldige, der har undervisningsfri i næste uge - og jeg har oven i købet sidste vagt på jobbet allerede på lørdag. Tiden flyver, når man har det sjovt (læs: stramt)!

Flere planer er både lagt og gået i vasken for næste uge, men jeg kan sku altid regne med mine søde forældre. De snupper et par storbydage, sammen med deres to ældste børn. Så er spørgsmålet bare, hvad søren vi skal få tiden til at gå med. Vi har jo efterhånden set det meste. For helvede da.

Når de så er taget afsted igen, så ved jeg, hvad JEG skal. "Jeg skal hækle", sagde mormor, der i sommers fyldte 83 år. Den er god nok. Vil gerne stå ved det. Hej, jeg hedder Camilla, og jeg er hæklerinde. 

Jeg lærte mig selv det i sommers (ca. da jeg fyldte 83…). Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for noget, der pacificerede mit tankemylder: Var enormt overvældet over, at skulle flytte, stoppe på min arbejdsplads og indstille al teateraktivitet. Så jeg måtte jo ligesom finde et projekt, jeg kunne tage med mig. Valget faldt på hækling. Mest fordi det var top-nice, men også fordi jeg har en ustyrlig trang til at tælle hele tiden. Og det virker. Jeg kan sidde halve og hele dage, bare mig og mine sysler, uden tankemylder og andre forstyrrelser. Min lille bid af jylland, forklædt som garn og masker.

Færdige projekter kan tælles på én hånd, men det er lysten, der driver værket! Et par julegaver blev det da til. Suttesnore til de mindste, og et blomsterhårbånd til kusinen på 10. Mit igangværende projekt er af større proportion: Et blåt tæppe, der er ment som en gave lidt længere ude i fremtiden. Efter en lille måneds arbejde, har jeg talt mig i gennem ca. 25% af det færdige tæppe. Puha, det kommer til at tage tid! Så er det godt, at jeg har ferie lige om snart.

Alle bør hækle, så er det sagt! Selv Maiken har overgivet sig til min tro, og vil gerne lære kunsten. Hun er mere end velkommen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar