torsdag den 6. november 2014

Julegaveidé til sofaen

Denne farve fremstår utrolig fesen på billedet, men er i virkeligheden en sej neon-orange, der mest af alt minder om en radioaktiv gulerod. Et must i et børneværelse!


Selvom der er travlt med studiet i øjeblikket, så bliver der alligevel lidt tid til at lave julegaver til familien; SU'en rækker ikke langt for tiden, så alle julegaver i år er hjemmelavede (godt min familie ikke er større!). Da jeg er ret overbevist om, at familien ofte glemmer at kigge med herinde, kan jeg med god samvittighed løfte lidt af sløret for, hvad de skal pakke op d. 24. december. De får nemlig alle en sofapude med hæklet front.

Den oprindelige opskrift er fra Brombærstriks Ravelry-side, og er gratis! Men jeg lavede selv et par småjusteringer, hvilket også inspirerede mig til at kreere flere mønstre, som alle er ført ud i livet. Garnforbruget har for mig været mellem 100 og 150 gram pr. stykke, og passer til en pude af 40x40. Opskrifterne findes her, og jeg vil løbende sidde og lege med lidt flere versioner, når tiden er til det.

De er endnu ikke blevet monteret med bagside og fyld, men jeg har allieret mig med min seje mor, der er en knag til at samarbejde med en symaskine! Inden juleaften vil de alle være klar til afsætning. Så billederne af de færdige resultater må I vente med at se!

Jeg vurderede at mine brødre nok ikke ville blive så begejstrede for en pude, så det bliver nok en butterfly til dem hver i stedet. Det tager heller ikke så lang tid. Og de har begge bestilt med specifikke farveønsker, så det kommer sikkert heller ikke som nogen overraskelse for dem.

Jeg er selv ret vild med det grå mønster, og overvejer at lave en til vores egen Ama'rkanske sofa - Men mon ikke jeg har fået nok efter de første 9? Det bliver nok ikke lige nu.