Påskeævl og overspringshandlinger

Advarsel: Dette er en overspringshandling!

Jeg sad egentlig og prøvede at samle mig om morgendagens eksamen - og så var det, at jeg manglede at handle. Og spise frokost. Og lægge tøj sammen. Og fortælle om min påske. Når jeg så fortæller om min påske, så burde der være grønt lys til koncentration (lige indtil kl. 14, hvor der kommer The Kardashians på tv3, så jeg skal gøre det kort!). 

Jeg tilbragte en hel uge på fastlandet, hvor stor tv-pakke og opvaskemaskine er en selvfølge. Var det skønt? JA! Var vejret godt? JA! Blev vi fedet op? Også i den grad! Og i Guder, hvor var det dejligt at se HELE familien samlet igen til påskefrokost i Varde. Jeg smelter jo, når jeg får mulighed for at lege med min lille fætter på godt 1 år, som jeg ikke ser særlig tit.

Frederiks familie blev også besøgt, til et brag af et påskegilde, hvor han endte med at måtte putte mig, inden han selv tog i byen med de andre. Jeg ved nu til en anden gang, at hvis jeg starter med at drikke fra kl. 14 og jævnt derefter, kommer tømmermændene meget brat kl. 3 om natten. Men den gode Frederik var forberedt, og havde placeret en balje strategisk godt ved siden af sengen. Gentleman! Syg var jeg hele natten, og om morgenen listede jeg tidligt afsted og var frisk resten af dagen.

Det gode ved at være hjemme så længe er, at jeg har mulighed for at se flere af alle de gamle hoveder. Blandt andet blev det til en grillaften med Frederikke og et par gamle teater-kammerater, og en forsinket fødselsdag med mine gamle kollegaer. Begge dage bragte smil fra øre til øre - og det er de dage, der får mig til at savne Varde allermest.

Efter en uge fyldt med sommer, sol, familie, veninder og hygge, var busturen hjem noget af en blandet fornøjelse; Det var rart at komme hjem til sin egen seng, men det var med en tom følelse indeni. Nu kalder hverdagen, skolen og eksamener igen, og der går en rum tid, før vi ser alle de andre igen. Næste gang turen går til Jylland, skal vi til et bryllup i Frederiks familie. Mit første bryllup! Og behøver jeg sige, at jeg har haft tøjkrise siden vi modtog invitationen?

-

Frederik har lige ringet. Han fik 10 til sin eksamen i dag! Dét skal fejres. Intet pres Camilla, intet pres………

Solidaritet og medmenneskelighed?

"Jeg er RASENDE, frustreret og ked af, at to granvoksne mænd vælger at ødelægge min dag, ved at spytte på mig i metroen. Jeg er normalt et menneske, der konstant skal minde mig selv om, hvor meget jeg er værd; Jeg har aldrig følt mig mindre værd, end jeg gør nu. Jeg håber, at karma rammer dem senere, og skaber retfærdighed for de nederdrægtige handlinger, de udfører på tilfældige." - Min statusopdatering på facebook ca. 14:00 i dag.

Jeg havde ellers haft en rigtig god morgen. Ikke sovet så meget, men jeg skulle først have undervisning kl 14. Jeg tog et langt, varmt bad og hyggede om mig selv med god morgenmad. Jeg ordnede lidt hæklesysler og planlagde, at jeg skulle i Stof 2000 på vej hjem fra undervisning, for at købe noget elastik.

Ved godt mod tager jeg bussen ind til metroen. Jeg misser den første mod Vanløse, og står derfor pænt og venter på den næste. Da er det, at to store afrikanske mænd, jeg aldrig før har set, passerer mig, og i forbifarten vælger de begge at spytte på mig; i mit hår, på mit tørklæde, på min taske og på min jakke. De fortsætter begge i samme jævne tempo mod elevatoren, og så var de væk.

I en by som København, hvor alle taler om sammenhold, solidaritet og medmenneskelighed, er det mig ubegribeligt, at der ikke er én eneste, der reagerer på dette overgreb. INGEN af de andre på perronen griber ind. De så det hele, og gjorde ingenting. Ikke engang de unge fyre, der stod ved siden af mig. Ikke engang faderen med sin 5-årige pige. Ikke engang de bredskuldrede håndværkere. Men de så det. Er det solidaritet? Er det medmenneskelighed?

Jeg har altid set det som en tryghed, at der er mange mennesker på gaden døgnet rundt i København. Så er der altid nogen, der holder øje med mig, på den gode måde. Men hvad skal det nytte, når ingen har tænkt sig at gribe ind? Så er det næsten bedre, at der slet ikke er nogen vidner. Så ville jeg ikke være så fandens bitter på dem, som jeg er lige nu.

Tilbage står jeg på perronen; grådkvalt, kvalm, krænket og rystet. Og da jeg i forvejen har en nærmest sygelig bevidsthed om hygiejne, måtte jeg bade mit hår i håndsprit, før jeg overhovedet var i stand til at stige på metroen. Og jeg var nød til at tage hjem efter en time på instituttet, fordi jeg ikke kunne være i mig selv, før jeg fik alt vasket af mig.

Det er uden tvivl tilfældigt, at dette netop skulle gå ud over mig. Jeg har aldrig set mændene før, og jeg håber inderligt, at jeg aldrig ser dem igen. Men det er mig en gåde, at man kan få sig selv til at opføre sig så nederdrægtigt overfor tilfældige små piger som mig. Jeg tager det ikke som et personligt angreb, men det har påvirket mig meget. Mere end jeg først antog.

Jeg har heldigvis en fantastisk omgangskreds, der passer godt på mig, og verdens bedste kæreste, der egenhændigt har sørget for aftensmad, hygge og omsorg.

I dag er jo en speciel dag. En dag Frederik og jeg har ventet på i næsten et år: Game of Thones sæson 4 starter i dag!