Ved 10-tiden i formiddag satte jeg mig udmattet i sofaen. Jeg pudsede min næse, tørrede øjnene, satte sidste sæson af Sex and the City på Frederiks xbox og fandt mit hækleprojekt frem. Jeg håbede, at jeg i så fald ville glemme alt om, at jeg lige havde sagt farvel til mor og far. Det hjalp ikke.
Det er altid hårdt, at sige farvel til dem, efter et par dejlige dage. Specielt hårdt, når jeg efterfølgende låser mig ind i en tom lejlighed, uden nogen, der kan trøste mig. Jeg er helt alene med mig selv og mine tanker, og det er ikke altid optimalt. Jeg fik i hvert fald ikke bearbejdet savnet nok til, at jeg kunne holde masken, da jeg skulle i Kvickly. Jeg skulle bare have noget yoghurt, men måtte gemme mig bagerst i butikken, bag høje hylder med sodavand, fordi savnet pludselig greb mig så voldsomt, at der faldt en tåre. Og flere til. Måtte trække vejret dybt et par gange, før jeg spurtede gennem kassen, uden øjenkontakt med kassedrengen. Betalte selvfølgelig de 11 kr for min yoghurt naturel.
Hver gang, jeg skal sige farvel til mine forældre, kan jeg ikke lade være med, at tænke på den pissesørgelige sang fra Mads og Mikkel. Den der, hvor den gamle dame sætter Mikkel af ude i en skov. Det regner, nøjagtigt som det gjorde i dag. Den sang skar i mit hjerte, allerede fra jeg var meget lille - og det sidder så dybt i mig, at den nu er blevet soundtracket til afskedsseancen mellem mig og mine forældre. For helvede da!
Når jeg så står nede på parkeringspladsen, med grådopløst ansigt, og vinker til min mor på passagersædet (med et ansigt i samme tilstand som mit) og min far bag rettet, kan jeg ikke lade være med at tænke "Hvad nu, hvis jeg aldrig var flyttet til København?"
Det er emnet for i dag; "Hvad nu, hvis…". Jeg tænker det ikke så ofte mere, men i sommers var det hver dag, hele tiden og så igen. Hvad nu, hvis jeg var blevet i dejlige Varde. Hvordan havde min hverdag så set ud? Havde vi fundet en lejlighed i Varde? Ville jeg stadig starte på læreruddannelsen, eller havde jeg taget den meget fristende elevplads hos boghandleren? Ville mine bekendtskaber have en anden struktur? Ville jeg have været mere lykkelig?
Den sidste hører heldigvis sommeren til. Den er ikke længere aktuel. Efter nogen tid fandt jeg jo ud af, at Frederik er min nye familie. Hvor han er, er jeg lykkelig (indsæt bræklyde her…). Og eftersom han er her på Amager, er det her, jeg kan være glad. Så falder resten ligesom på plads. Da jeg blev sikker på mit studie, forsvandt flere bekymringer, og nye bekendtskaber meldte sig. Det hele går efterhånden op i en højere enhed.
Lige indtil mor og far starter bilen. Så har jeg lyst til, at kaste mig ind på bagsædet, og tage med 'hjem' til Jylland. Eller bare stå og skrige efter bilen "HVORFOR FORLADER I MIG?!?!?". De eneste, der ikke indgår i den famøse, høje enhed, er mine forældre. Jeg ville ønske, at jeg kun boede et stenkast fra dem. Så ville det nemlig ikke være så fandens svært, at sige farvel. Så ved jeg, at jeg ser dem igen indenfor kort tid. Så ville jeg kunne sige "Vi ses i morgen!", i stedet for "Vi snakkes ved på Skype". Egoistisk, but true.
-
Nu har jeg heldigvis fået et par timer, til at køle ned. Og jeg har tilmed fået hæklet, hvad der svarer til en uges arbejde (skal jo passe det der skole). Sex and the City er nu set, fra ende til anden. Og efterfølgende smuttede den første film også lige på xboxen. Jeg ejer ikke 2'eren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar