Day ten

Dag ti, hvor fanden bliver du af???? Hold da op, hvor har jeg haft travlt med alt muligt andet. Men nu er opgaven afleveret, og jeg sidder pt. hjemme i dejlige Varde og skriver. SÅ kan det godt bare blive jul! 

Så skal vi til det. Sidste dag i udfordringen.
Day 10: Pictures of people that you love

Egentlig lidt svært at vælge, for jeg vil helst ikke udelade nogen. Men man må vel bare starte fra en ende af.

Frederik. Her til galla på vores gymnasium i 2012. En fantastisk aften, hvor smilet stod fra øre til øre. Les Lanciers hørte selvfølgelig med - faktisk den eneste gang, jeg har danset med min søde kæreste, nu hvor jeg tænker over det! Jeg elsker ham og alle hans skøre påfund!

Mutti og pappi, som de hedder i daglig tale. Billedet er taget i 2012, den dag jeg blev student. Mor er et følsomt menneske, så det var lidt hårdt for hende, at hendes lille pige nu var blevet stor. Og far oser af stolthed. Ja, jeg var da også selv lidt glad for det skide 12-tal i historie! Uforglemmelig dag, der går over i historiebøgerne!

Min rigtig gode veninde Mille og min bedste veninde Frederikke. Billedet er taget på en historisk dag: Den dag Danmark vandt det europæiske melodi grand prix for 3. gang (er en sucker for MGP, det er mit guilty pleasure, og jeg er stolt af det!). Især Frederikke har betydet meget gennem årene, og vi har haft både op- og nedture. Men efter 16 år må vi indse, at vi ikke kan undvære hinanden! Hun flytter heldigvis over til mig til sommer.

Mine utroligt savnede kollegaer fra Varde. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke tænker på dem og alle vores sjove stunder. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle danne så stærke bånd til kollegaer ved et fritidsjob - Men jeg blev klogere! Og jeg skal oven i købet lave aftensmad med dem i morgen, og catche op med sladder. Jeg glæder mig!


Og så var det, at jeg ville ønske, at jeg havde et billede af hele 'Jydekompagniet' samlet. Vi var en gruppe i gymnasieklassen, der var særligt tætte, og som stadig har kontakt i dag. Gruppen består af Josefine og Peter, der i dag danner par i Nordvest. Maiken (min med-blogger: Livet i pony-højde) der slår sine folder i Lyngby. Karina, der pt. keder sig lidt i Herning. Luca, der stadig er Varde tro, og så Frederik og jeg. Og 5 ud af 7 skal holde nytår sammen i år - det bliver SÅ hyggeligt! Dog kunne det have været ekstrafedt, hvis Luca og Karina også kunne… Det må blive næste år så! Dejlige mennesker er de alle i hvert fald!

Det var vidst dét for denne gang. Ikke flere udfordringer. For helvede da, hvad skal jeg nu skrive om?

Day nine

Dag nimmer nu… Eller? En god skoledag på instituttet er overstået, og en dejlig aften venter på mig. Da jeg skal hjem til Jylland og holde jul, har Frederik og jeg for første gang ikke mulighed for at fejre vores årsdag på selve dagen (d. 24. december - ikke særlig opfindsomt, men man sparer en årsdagsgave!). Vi skal derfor fejre fire korte år i aften, med en tur i biffen. Siger man stadig det? Biffen? 

Nå, tid til indlæg nummer 9.

Day 9: Five things that you can't live without

1. Frederik. Det lyder banalt og sukkersødt, men ikke desto mindre er det sandt. Siden i sommers har jeg haft frygtelig meget hjemve, og har rejs hjem så ofte, jeg kunne. Men sidst jeg var hjemme slog det mig: Det her er ikke mit 'hjem' mere. Alle de mennesker, der er her, har en hverdag, der ikke inkluderer mig længere. Min families og mine veninders liv er gået videre uden mig. Min nye plads er her - på Amager - sammen med min nye familie - Frederik. Så han har skulle agere både far, mor, ven, veninde og kæreste for mig, indtil omstillingen havde sat sig. Og det klarede han SÅ flot. 
Før lå mine bekymringer i, om jeg kunne undvære min familien en måned af gangen. Nu kan jeg slet ikke bære tanken om, at jeg skal undvære Frederik et par dage hen over julen. Fjollet, men sandt. Dermed ikke sagt, at jeg bliver på Amager for evigt!

2. Hvis jeg fik at vide, lige nu og her, at jeg aldrig mere må drikke cola, så ville der nok falde en lille tåre ned ad kinden på mig. Det er mit fix og min weekend-belønning for at overleve endnu en uge uden at slå nogen ned.

3. Den daglige kontakt med mor. Vi får os ofte en sludder for en sladder over Skype (fantastisk opfindelse btw.!). Vi kan sågar finde på at tænde for forbindelsen, og så se det samme i fjernsynet - med 300 km i mellem os, og 6 sekunders delay. Så er det næsten lige som at sidde i samme sofa.

4. Stilhed. Muligheden for at lukke døren til omverdenen er mere værd end guld!

5. Min dyne. Er typen der finder tryghed og trøst i en vinterdyne alle årets 12 måneder. Den tunge fornemmelse spiller dog ind i mellem en stor rolle i, om jeg overhovedet kommer op om morgenen - for helvede da. 

Det var fem. Nu hopper jeg til køjs!

Day eight

Så blev det dag otte. Tillader mig igen i dag at rette stave-/grammatik-fejl i opgaven (man er vel dansklærer).

Day 8: Your life inspiration

Må igen ty til et lidt klassisk svar: Min far. Ikke nødvendigvis fordi hans situation er lidt tilspidset, men fordi han altid har været meget tro overfor sig selv.
Han var en af de første årgange, der gik på den folkeskole, som jeg senere startede på. Han kendte stedet og lærerne, og kunne fortælle om narrestreger, han og hans kammerater havde lavet. Jeg følte hurtigt, at vi havde meget til fælles, selvom vi gik på skolen med 30 års mellemrum.
Han gik på det samme gymnasium, som alle hans børn også har stiftet bekendskab med(Min storebror og jeg er studenter derfra, og min lillebror er glad 1.g'er i skrivende stund). Han mødte min mor her. En oplandspige. Og som den romantiker, han nu engang er, begyndte han at kaste cola-kapsler efter hende. Hertil bør det nok nævnes, at kapslerne dengang indeholdt små kærlighedscitater. Han overvandt hende, og de blev kærester - nøjagtigt som Frederik og jeg blev det i sin tid (minus kapsler). 
Men min far har ingen studentereksamen. I 3.g fik han en enestående mulighed for at følge en drøm; Han blev som 18-årig tilbudt at blive brandmand ved den lokale Falck-station. 
I mange år lød historien, at han selv valgte at droppe ud af gymnasiet. Denne historie er dog blevet trevlet lidt op, eftersom vi børn er blevet ældre - den lurendrejer var nemlig ikke just en aktiv elev med lavt fravær, så han og rektor 'blev enige om at det nok var bedst, hvis han fandt noget andet at lave'. Godt forbillede, lige dér! Men han har ikke fortrudt det et sekund siden. Han er blevet ved med at uddanne sig i Falck-verdenen; først skiftede han hovedspor til redder i stedet for brandmand, og så har han ellers bare efteruddannet sig til den helt store guldmedalje. Han underviste i mange år nye reddere, og var dermed med til at uddanne andre. 
I dag er han paramediciner - det højeste indenfor faget. Skal han uddanne sig mere, er næste skridt praktiserende læge.

Han har lige det liv, han gerne vil have. Han elsker min mor, mig og mine brødre. Han elsker sit job, han elsker sit hjem. Han har det som blommen i et æg.

For mig er det givende at se, hvor meget kærlighed der er, i en ellers meget reserveret mand. Når man ikke ved, at han er syg, kan man ikke mærke det på ham. Han lader sig på ingen måde påvirke af det - i hvert fald ikke overfor mig.

Når jeg har det svært, er det far, jeg ringer til. Han ved altid, hvad der skal gøres og siges. Han er min klippe. 

Endnu en sentimental omgang… For helvede da, det var jo ikke meningen! Men jeg håber at det står klart og tydeligt, hvor meget jeg elsker min far. For det gør jeg! Næsten så meget, at det gør ondt… 

Day seven

Dag syv. Så langt, så godt. Er ved at være lidt småtræt af stave-/grammatik-fejlene på udfordringsbilledet - men jeg har fri, så jeg ser gennem fingre med det; Vender den anden kind til, som man siger… I Morten Korch-film.

Day 7: Places you want to go (to)

London. Har altid drømt om at se en musical i ét af de store, gamle teatre derovre. Fik jeg sagt at jeg er en teater-freak? Har spillet skuespil og musicals siden jeg var ni år gammel i den samme forening, og elsket det. Men jeg har endnu ikke fundet gejsten til at begynde på noget herovre østpå. Det er lidt som om, jeg derved vil være 7-kanten - foreningen - utro. Men London, der vil jeg gerne sætte mine korte ben!

Og måske sker det førend man aner det! Har i hvert fald drøftet det med Frederik. Han er tilfældigvis stor fan af Arsenal, og har altid drømt om at se en hjemmekamp. Deres hjemmebanestadion ligger tilfældigvis i London. Så hvad kunne være bedre end en kombineret musical/fodbold-ferie? Intet, hvis man spørger mig! Kan sagtens overtales til en stadion-dag med fadøl og hotdog. Ved dog ikke, om sidstnævnte også hører de engelske fodboldkampe til.  Og Frederik virker heller ikke afvistende over en tur i teatret. Vi har desuden aldrig været på ferie sammen.

Krummer ofte tæer, når jeg åbner facebook og ser et to måneder gammelt forhold på 'kærlighedsferie' i Alanya. Masser af bar mave, sol og, ja, 'kærlighed'. Vor Herre til hest. Lær nu lige hinanden at kende først! Hørte for nylig en pige udtale sig om, at den uge var den hårdeste i deres forhold... Fordi hun ikke ville gå på toilettet - "for hvad nu, hvis han kunne høre det, og bare synes at det var megaklamt??" Amen, for helvede da! En udtalelse som den fortjener næsten et break up - hurtigst muligt, tak. 

Day six

Så er vi over halvvejs, og jeg begynder at spekulere på, hvad søren jeg skal skrive om, når de ti dage er ovre. Mon ikke jeg finder på noget?

Day 6: Seven things you do everyday

Ikke så svært, da jeg er et udpræget rutinemenneske. Som sagt er jeg ikke så glad for forandring og nyder at alt er, som det plejer. Jeg kan sågar udpege syv ting, jeg gør HVER morgen.

1. Jeg har tre vækkeure, der ringer hver morgen. Alle tre bliver udsat.

2. Overvejer hver morgen, om det er besværet værd at stå op eller om jeg skal blive liggende under den tunge, varme dyne.

3. Jeg gaber et langt og tilfredst gab, når jeg sætter mig på toilettet.

4. Jeg gaber igen, når jeg rejser mig. Al den fysiske aktivitet!

5. Jeg bruger 35 minutter på at få tøj på, få lagt håret ned og få skjult menneskelige signaler i ansigtet.

6. Jeg bruger 3-5 minutter på at æde en beskeden - men tilstedeværende - portion havregryn med sukker og rosiner. Og mælk.

7. Jeg kommer for sent til bussen. Men jeg er heldigvis i så god tid, at jeg bare snupper den næste. Man er vel jyde.

Alene den første time af min dag, har jeg gennemført flere ritualer end en troende muslim… Hvilket egentlig er meget hæmmende, for der skal ikke gå meget galt, før jeg giver helt op og sætter mig i et hjørne. Jeg burde måske løsne lidt op… Men for helvede da, hvor er det svært at give slip!

Day five

Så går det løs med dag fem. Sværeste challenge so far.

Day 5: Photo of your favorite cartoon

Der ved jeg sku ikke lige, hvordan jeg skal gribe det an. Som barn har jeg aldrig rigtig haft en favorit, men i mit 'voksne' (fnis) liv, er jeg blevet gjort opmærksom på en bestemt figur. Disney, for at det ikke skal være helt løgn… Jojo, man er vel mærkebevidst! 

Hende her. Candace Flynn fra Phineas og Ferb. Der går nemlig rygter om, at hun er baseret på en tragisk historie fra virkeligheden. Historien om en pige, der blev født i 1993 (som jeg selv) i USA. Da hun var omkring 6 år gammel, blev hendes forældre skilt, hvilket havde en voldsom effekt på hende. Hun begyndte at se vrangforestillinger. Hun begyndte at se, at hendes små brødre lavede narrestreger, snørrede hende og, ja, byggede mærkelige ting. Ingen troede på hende. Ingen andre end den dreng, hun var håbløst forelsket i. Han kunne se at hun led, og valgte at støtte hende i hendes mentale kamp. Årene gik og hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Til sidst måtte hun - i afmagt - tage sit eget liv. Hendes mor skulle efter sigende have solgt historien til producere, der efterfølgende har solgt videre til Disney.

Det kan være sandheden. Det kan lige så vel være en lodret løgn. Jeg vælger at være upartisk. Men én ting er sikkert: Da min elev fortalte mig historien, fik det mig til at tænke. Tænke over, hvor svært det kan være, at være til.

Så bag den ellers fantastisk morsomme tegnefilmsserie, der pt. kører i Disney Sjov, ligger stof til eftertanke. Uanset validiteten af rygtet, synes jeg at det styrker selve serien.

Får lyst til at se Disney Sjov nu… For helvede da.

P.s.: Folk i Field's skal bare lade være med at have skrigende børn, der kaster op i min butik!! Lidt krydderi til en syv-timers vagt på en af årets travleste handelsdage…

Day four

Trods dårligdom og andre hængepartier, skal dagens challenge gennemføres!

Day 4: Four things you've never done

1. Jeg har aldrig været ude og rejse. Og det er jo noget forbandet sludder, for det har jeg! Jeg har været på studieture og så var jeg med familien i Berlin sidste sommer. Men jeg føler stadig ikke, at jeg har været 'rigtigt' på farten. Jeg har aldrig kogt i solen i Tyrkiet eller krydset De Forenede Stater. Og der er én simpel forklaring på dette: Jeg er et pissekedeligt menneske, der ikke gider. Jeg gider ikke sidde på toilettet med dårlig mave i Thailand eller trænges op i en krog af en gaderøver i Spanien. Det siger mig ikke det fjerneste - men du er velkommen!

2. Jeg har aldrig kunne holde en plante i live i mere end en måned. Ikke engang en kaktus. Forklaring er ikke-eksisterende.

3. Jeg har aldrig været i byen andre steder end i gode gamle Varde, af den simple årsag, at jeg altid bekymrer mig om, hvordan jeg skal komme hjem. 

4. Jeg har ALDRIG overgivet mig til en gadesælger! Kamp-HADER, når jeg bliver stoppet på gaden af én eller anden idiot, der absolut skal følge efter mig! Har oplevet følgende udsagn:
"Hej, må jeg forstyrre dig et øjeblik?"
"Undskyld - jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp"
"Går du på CBS?"
"Jeg kunne ikke lade være med at fortælle dig, at du ser rigtig godt ud"
"Jeg er munk"
- Jeg kunne blive ved. Og når jeg ud af øjenkrogen kan se en gadekrejler på min vej, har jeg ALTID et par udsagn i ærmet. Følgende virker (for det meste), uden at jeg behøver hidse mig op:
"Jeg er på arbejde"
"Jeg støtter jer allerede"
"#Pæntnejtak"
"Jeg skal nå min bus"
"Jeg er satanist"
"Parlez-vous Français?"
"(Tegnsprog der indikerer, at jeg ikke forstår hvad der bliver sagt)"
"ER DU SØD AT LADE VÆRE MED AT FØLGE EFTER MIG!! BLIVER PISSE NOIERN OVER DET!!"

For helvede da, hvor jeg hader gadesælgere!

Day three

Så blev det dag tre i udfordringen. 

Day 3: Five people who mean a lot

Hmm, den er sku svær. Sværere end de to forgående dage. Og så hele FEM personer! Må se hvor mange, jeg kan komme på..

1. Min far. Min faste klippe, der ikke kan rystes. Ikke engang selv han har kræft på 4. år nu. Han er den i familien, der udadtil er påvirket mindst af sin sygdom, og det beundrer jeg ham for. Han er værd at se op til. Han lever ufortrødent én dag af gangen, og har ikke ændret sin personlighed de sidste 20 år - han er nemlig stadig den person jeg kender, der kan flest dårlige jokes. Far-jokes, som de også kaldes.

2. Min mor. Min 32 år ældre tvilling - eller bare hende, jeg er en tro kopi af. De seneste år har jeg kunne mærke, hvordan jeg mere og mere handler som hende. Hun har travlt med alt muligt hele tiden og glemmer ofte at sætte tid af til sig selv. Så skal hun en gang i mellem lige skubbes lidt, og inviteres på en middag. Hun er det mest omsorgsfulde menneske jeg kender, og det elsker jeg hende for. Og så er der også rigtig mange ting, hun ikke forstår.

3. Min storebror. Han forstår en hel masse, han er nemlig en af de klogeste, jeg kender. Han har været en god støtte i flytningsprocessen, og så har jeg ham lige i nærheden. Desuden har vi fået et meget bedre forhold til hinanden, efter han flyttede hjemmefra. Dengang gav han mig nemlig dagligt kamp til stregen! I dag ses vi ofte til en gang aftensmad og en god snak - og en fandens masse grin!

4. Min lillebror. Eller Bubbi, som han hedder i daglig tale. Når storebror ikke gad os, var det bare os to. Og vi var sku gode sammen! Det er vi stadig - vi har begge en stor interesse for musik, og det er ofte mig, der skal fortælle ham, hvor dygtig han egentlig er, til det han laver. For det er han, han er fandeme dygtig!

5. Til sidst, men bestemt ikke mindst, min søde Frederik. Min nye familie og min fremtid. Han er fandeme sød! Vi har som sagt gået i børnehave sammen og været rigtig gode venner i folkeskolen. Men først i gymnasiet gik det op for mig, hvor fantastisk han egentlig er. Han er det menneske, der kender mig bedst, og ofte har set mig, når jeg er værst. Så tak fordi du holder alt mit 'for helvede da' ud!

Puha, en sentimental omgang. Det var jo ikke meningen! For helvede da...

Day two

Anden dag i blogverdenen.

Day 2: Ten things that you want to say right now

Jeg vælger at dedikere dette indlæg til 'for helvede da, hvor er der mange ting, jeg ikke forstår'

1. Jeg forstår ikke hvorfor man løber efter en Metro. De kører jo hele tiden! Tag da den næste, og brug fem minutter på at få stresspulsen ned igen! Hvor jeg kommer fra, var man heldig, hvis der kørte et tog mod Esbjerg (storbyen) hver halve time - og jeg har på fornemmelsen at togførernes hobby var at vente, til jeg kommer løbende rundt om hjørnet, og SÅ sætte igang og køre væk. De elskede det, det ved jeg! For det skete i hvert fald tit.

2. Jeg forstår ikke folk, der går op/ned ad rulletrapper. Har de ikke forstået at trappen gør arbejdet for dem? Så travlt kan man jo ikke have.

3. Jeg forstår ikke den gamle mand, der hver mandag sidder ude foran mit vindue og spiller harmonika. Mest fordi han ikke kan spille en sammenhængende melodi, men bare fremkalder disharmoniske lyde. Kunne han ikke finde noget andet at genere andre med? Breakdance måske.

4. Jeg forstår ikke altid, hvad min kæreste siger til mig. Jeg undskylder mig med, at han er tungebundet og derfor mumler meget. I virkeligheden hører jeg nok bare ikke altid ordenligt efter, når han siger noget. Og når jeg så har sagt "Hva'?" for fjerde gang, lader jeg som om, jeg har forstået det - femte gang er bare ydmygende.

5. Jeg forstår ikke hvorfor jeg er den eneste, der fejrer fredag med Fredagspizza - det er da det fedeste i verden!

6. Jeg forstår ikke hvorfor mine bukser bliver ved med at sprække. (Det har i hvert fald intet med punkt 5 at gøre!)

7. Jeg forstår ikke folk, der åbenlyst piller næse. Som butiksassistent er jeg ved at være godt træt af at modtage penge af samme hånd, som just har besøgt begge næsebor.

8. Jeg forstår ikke Twitter. Hvad skal det nu gøre godt for?

9. Jeg forstår ikke selvbetjeningskasser i supermarkeder. De virker alligevel aldrig, og hyler og skriger på en ansat hele tiden. Senest skulle en 15-årig knøs med bumser i hele skærmen tjekke, om jeg nu også var gammel nok til at købe Sex and the City-boksen.

10. Jeg forstår ikke ordet 'overskud'. Punktum.

Jeg kunne blive ved. For helvede da, hvor er der meget, jeg ikke forstår.

Day one

1… 2… 3…. Blog! Udfordringen er taget op. For helvede da.

Jeg er Camilla og der er rigtig mange ting, jeg ikke forstår. Men mest af alt, så forstår jeg ikke København - hvilket denne blog nok vil blive præget en del af.

Jeg har indgået en aftale med min veninde Maiken. Hun er - som jeg selv - bindegal og fuld af frustrationer, indebrændt negativitet og jydehed. Vi vil få sat ord på livet som jyde alene i hovedstaden og alt hvad dertil hører via hver vores blog, startende fra i dag. Som en del af aftalen, vil vi støve skrivefingrene af med en lille challenge: 10 days letter challenge. 

Day 1: Ten things about yourself. Sæt igang!

1. Jeg er Camilla - nothing more, nothing less
2. Jeg er jyde med stort 'for helvede da', og jeg er stolt af det! Nærmere bestemt født og opvokset i Varde
3. Jeg er for nyligt flyttet til København
4. Jeg har en dejlig og ufattelig morsom kæreste, der hedder Frederik. Han er ligesom jeg fra vesten
5. Jeg er ikke god til forandringer, hvilket gav mange udfordinger i forbindelse med min flytning
6. Jeg er meget dramatisk og gør meget ud af ingenting. Dette vil også jævnligt komme til udtryk i bloggen
7. Jeg har en stor svaghed for cola og saltlakrids
8. Jeg siger dagligt "For helvede da", da alting ikke altid sker, som jeg forventer.
9. Min limegrønne Centurion-cykel hedder, og har alle dage heddet, Gertrud. Vi kører afsted på 8. år nu
10. Der er - som sagt - rigtig mange ting jeg ikke forstår

Jeg burde have læst lektier lige nu… For helvede da.