Solidaritet og medmenneskelighed?

"Jeg er RASENDE, frustreret og ked af, at to granvoksne mænd vælger at ødelægge min dag, ved at spytte på mig i metroen. Jeg er normalt et menneske, der konstant skal minde mig selv om, hvor meget jeg er værd; Jeg har aldrig følt mig mindre værd, end jeg gør nu. Jeg håber, at karma rammer dem senere, og skaber retfærdighed for de nederdrægtige handlinger, de udfører på tilfældige." - Min statusopdatering på facebook ca. 14:00 i dag.

Jeg havde ellers haft en rigtig god morgen. Ikke sovet så meget, men jeg skulle først have undervisning kl 14. Jeg tog et langt, varmt bad og hyggede om mig selv med god morgenmad. Jeg ordnede lidt hæklesysler og planlagde, at jeg skulle i Stof 2000 på vej hjem fra undervisning, for at købe noget elastik.

Ved godt mod tager jeg bussen ind til metroen. Jeg misser den første mod Vanløse, og står derfor pænt og venter på den næste. Da er det, at to store afrikanske mænd, jeg aldrig før har set, passerer mig, og i forbifarten vælger de begge at spytte på mig; i mit hår, på mit tørklæde, på min taske og på min jakke. De fortsætter begge i samme jævne tempo mod elevatoren, og så var de væk.

I en by som København, hvor alle taler om sammenhold, solidaritet og medmenneskelighed, er det mig ubegribeligt, at der ikke er én eneste, der reagerer på dette overgreb. INGEN af de andre på perronen griber ind. De så det hele, og gjorde ingenting. Ikke engang de unge fyre, der stod ved siden af mig. Ikke engang faderen med sin 5-årige pige. Ikke engang de bredskuldrede håndværkere. Men de så det. Er det solidaritet? Er det medmenneskelighed?

Jeg har altid set det som en tryghed, at der er mange mennesker på gaden døgnet rundt i København. Så er der altid nogen, der holder øje med mig, på den gode måde. Men hvad skal det nytte, når ingen har tænkt sig at gribe ind? Så er det næsten bedre, at der slet ikke er nogen vidner. Så ville jeg ikke være så fandens bitter på dem, som jeg er lige nu.

Tilbage står jeg på perronen; grådkvalt, kvalm, krænket og rystet. Og da jeg i forvejen har en nærmest sygelig bevidsthed om hygiejne, måtte jeg bade mit hår i håndsprit, før jeg overhovedet var i stand til at stige på metroen. Og jeg var nød til at tage hjem efter en time på instituttet, fordi jeg ikke kunne være i mig selv, før jeg fik alt vasket af mig.

Det er uden tvivl tilfældigt, at dette netop skulle gå ud over mig. Jeg har aldrig set mændene før, og jeg håber inderligt, at jeg aldrig ser dem igen. Men det er mig en gåde, at man kan få sig selv til at opføre sig så nederdrægtigt overfor tilfældige små piger som mig. Jeg tager det ikke som et personligt angreb, men det har påvirket mig meget. Mere end jeg først antog.

Jeg har heldigvis en fantastisk omgangskreds, der passer godt på mig, og verdens bedste kæreste, der egenhændigt har sørget for aftensmad, hygge og omsorg.

I dag er jo en speciel dag. En dag Frederik og jeg har ventet på i næsten et år: Game of Thones sæson 4 starter i dag!