mandag den 3. februar 2014

Köttbullar og sød musik

Er netop vendt hjem fra babysitter-overnatning. Jeg blev babysittet, forståes. Af Maiken. I Lyngby. Mest fordi Frederik skulle bruge lejligheden til det der Super Bowl (… som jeg indtil for ganske nyligt troede VAR bowling - helt klog er jeg ikke), og det behøvede jeg jo ikke at være en del af.

Maiken er altid frisk på en pizza og sladder, så munden har ikke stået stille siden 18:30 igår. Og slet ikke, da vi besluttede os for spontant at besøge Ikea Gentofte i formiddags. SKAL man i Ikea, bør man gøre det mandag formiddag. Ikke et øje, du! Så har man også alle köttbullarna for sig selv i restauranten. For helvede da, hvor smager de bare pisse godt! (Men det der tyttebær-gøgl skal virkelig bare smutte langt væk, fra min tallerken!)

Der er dét ved Ikea, at man jo altid bare skal have én ting - mit tilfælde et par rammer - og ender ud med en fyldt bærepose i blå. Jeg er nu 300 kr fattigere, men Frederik blev meget begejstret for det nye lasagnefad og den smarte poseholder til under vasken. Så er alt vel godt, selvom shoppe-genet beslaglagde mig for en stund.

Hos Maiken gik snakken også på blogging. Min næste udfordring var at sætte min musik på shuffle, og kommentere de første ti numre, der afspilles. Det skulle fortælle så meget om mig. Jeg lader det komme på en prøve.

1. "Meget mærkeligt firma" - Den Eneste Ene. Ren nostalgi, fra da jeg i sommers spillede med i musicalen. Selve sangen var langt fra min yndlings, men det bringer alligevel gode minder, om teatertiden i Varde.


2. "I just had sex" - The Lonely Island. Jeg skrev SRP om The Lonely Island i 3.g. Er stadig bitter over en alt for lav karakter, for en alt for fantastisk opgave! Men det er jo også bare min subjektive mening… 

3. "Mom in love, daddy in space" - kashmir. Har altid haft den liggende på min computer. Jeg ved ikke helt hvorfor, men lejlighedsvist er det en dejlig sang.

4. "Vi er de gode" - Danser med drenge. Åh, så gik den ikke længere. Jeg kommer nok ikke uden om, at det er det dejligste musik, der findes. Jeg elsker, elsker, ELSKER Danser med Drenge! 

5. "The spell" - Alphabeat. Sød historie/anekdote: Frederik og jeg har altid været gode venner, men i 1.g fik vi begge (uafhængigt af hinanden) den idé, at vi skulle være mere end venner. Men da vi begge var meget generte, gik det meget forsigtigt for sig. Men da han så en dag sendte denne sang til mig, havde jeg luret ham. Den bandit ;)

6. "Vær velkommen til eventyrland". Endnu et teaterminde fra 2013, hvor jeg underviste et teaterhold sammen med Frederikke. 20 piger i alderen 5-9 år. Som afslutning på en sæson, skulle holdet fremføre et stykke, og vi havde valgt selv at skrive et stykke til lejligheden. Denne sang var åbningsnummeret, hvor vi selv skrev teksten, og en god ven lavede musik til.

7. "This is how love is made" - Mads Langer. 3 minutter go 40 sekunders lyrisk erotik, når det er bedst! 

8. "Dust Bowl Dance" - Mumford and Sons. Mit lille folk-country-hjerte takker mig for, at dette nummer nåede at komme med. Min lillebror introducerede mig for Mumford and Sons, for efterhånden lang tid siden. Er virkelig fanget af deres unikke stil! 

9. "Kolde hjerter" - Danser med Drenge. Fik jeg sagt, at jeg elsker DMD? For det gør jeg. Meget. Kan ikke vente til sommer, hvor jeg skal til koncert. Det bliver konge!

10."Uden forsvar" - Marie Key. Nogen hader hendes musik. Jeg synes det er originalt og nyskabende. Og alle DMA-priserne var SÅ velfortjente! Takker lillebror for albummet i julegave.

Så blev klokken næsten sengetid, på sådan en højhellig mandag. Må se om jeg kan slæbe mit trætte korpus hele vejen ind i seng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar