onsdag den 23. april 2014

Påskeævl og overspringshandlinger

Advarsel: Dette er en overspringshandling!

Jeg sad egentlig og prøvede at samle mig om morgendagens eksamen - og så var det, at jeg manglede at handle. Og spise frokost. Og lægge tøj sammen. Og fortælle om min påske. Når jeg så fortæller om min påske, så burde der være grønt lys til koncentration (lige indtil kl. 14, hvor der kommer The Kardashians på tv3, så jeg skal gøre det kort!). 

Jeg tilbragte en hel uge på fastlandet, hvor stor tv-pakke og opvaskemaskine er en selvfølge. Var det skønt? JA! Var vejret godt? JA! Blev vi fedet op? Også i den grad! Og i Guder, hvor var det dejligt at se HELE familien samlet igen til påskefrokost i Varde. Jeg smelter jo, når jeg får mulighed for at lege med min lille fætter på godt 1 år, som jeg ikke ser særlig tit.

Frederiks familie blev også besøgt, til et brag af et påskegilde, hvor han endte med at måtte putte mig, inden han selv tog i byen med de andre. Jeg ved nu til en anden gang, at hvis jeg starter med at drikke fra kl. 14 og jævnt derefter, kommer tømmermændene meget brat kl. 3 om natten. Men den gode Frederik var forberedt, og havde placeret en balje strategisk godt ved siden af sengen. Gentleman! Syg var jeg hele natten, og om morgenen listede jeg tidligt afsted og var frisk resten af dagen.

Det gode ved at være hjemme så længe er, at jeg har mulighed for at se flere af alle de gamle hoveder. Blandt andet blev det til en grillaften med Frederikke og et par gamle teater-kammerater, og en forsinket fødselsdag med mine gamle kollegaer. Begge dage bragte smil fra øre til øre - og det er de dage, der får mig til at savne Varde allermest.

Efter en uge fyldt med sommer, sol, familie, veninder og hygge, var busturen hjem noget af en blandet fornøjelse; Det var rart at komme hjem til sin egen seng, men det var med en tom følelse indeni. Nu kalder hverdagen, skolen og eksamener igen, og der går en rum tid, før vi ser alle de andre igen. Næste gang turen går til Jylland, skal vi til et bryllup i Frederiks familie. Mit første bryllup! Og behøver jeg sige, at jeg har haft tøjkrise siden vi modtog invitationen?

-

Frederik har lige ringet. Han fik 10 til sin eksamen i dag! Dét skal fejres. Intet pres Camilla, intet pres………

Ingen kommentarer:

Send en kommentar