Da jeg flyttede til København, havde jeg en plan om, at jeg ville bryde nogle fordomme om jyder. Jeg ville vise mine medmennesker, at jyder er flinke, høflige og særdeles behagelige mennesker, der egentlig bare er en gave til et egocentreret samfund. Indtil i dag har planen vist sig indfriet.
Men så var det, at jeg begik en jydefejl: Jeg var lidt for kæk i en myldretidsmetro, hvor jeg artigt tilbyder en ældre - lettere gangbesværet - dame mit sæde og pointerer, at jeg kun skal ét stop mere. Jeg er overbevist om, at enhver jyde ville have gjort det samme som jeg.
Glad? Det blev hun ikke. Fornærmet? Også i den grad! Hendes blik sagde det hele. At jeg kunne tillade mig at insinuere, at hun var for gammel til at stå, på sine egne to ben! Jeg var jo nærmest flabet, da jeg prompte rejste mig fra sædet, og bevægede mig mod stå-arealet. Demonstrativt blev hun stående ved siden af sædet, og skulede ned på det skjoldede stof, der engang var blåt, mens hun holdt øje med mig. Og sædet? Det stod tomt indtil Amagerbro Station, hvor jeg steg af.
Og på vej op ad rulletrappen så jeg ud af øjenkrogen, at hun hastigt satte sig på sædet. På den måde fik hun lige på det rene, at det var HENDES sæde, som andre ikke skulle have glæde af - men at hun i hvert fald ikke satte sig, fordi jeg mente, at hun skulle.
Nej, klassisk jydefejl, sådan at bede en indfødt om at gøre noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar