Day 8: Your life inspiration
Må igen ty til et lidt klassisk svar: Min far. Ikke nødvendigvis fordi hans situation er lidt tilspidset, men fordi han altid har været meget tro overfor sig selv.
Han var en af de første årgange, der gik på den folkeskole, som jeg senere startede på. Han kendte stedet og lærerne, og kunne fortælle om narrestreger, han og hans kammerater havde lavet. Jeg følte hurtigt, at vi havde meget til fælles, selvom vi gik på skolen med 30 års mellemrum.
Han gik på det samme gymnasium, som alle hans børn også har stiftet bekendskab med(Min storebror og jeg er studenter derfra, og min lillebror er glad 1.g'er i skrivende stund). Han mødte min mor her. En oplandspige. Og som den romantiker, han nu engang er, begyndte han at kaste cola-kapsler efter hende. Hertil bør det nok nævnes, at kapslerne dengang indeholdt små kærlighedscitater. Han overvandt hende, og de blev kærester - nøjagtigt som Frederik og jeg blev det i sin tid (minus kapsler).
Men min far har ingen studentereksamen. I 3.g fik han en enestående mulighed for at følge en drøm; Han blev som 18-årig tilbudt at blive brandmand ved den lokale Falck-station.
I mange år lød historien, at han selv valgte at droppe ud af gymnasiet. Denne historie er dog blevet trevlet lidt op, eftersom vi børn er blevet ældre - den lurendrejer var nemlig ikke just en aktiv elev med lavt fravær, så han og rektor 'blev enige om at det nok var bedst, hvis han fandt noget andet at lave'. Godt forbillede, lige dér! Men han har ikke fortrudt det et sekund siden. Han er blevet ved med at uddanne sig i Falck-verdenen; først skiftede han hovedspor til redder i stedet for brandmand, og så har han ellers bare efteruddannet sig til den helt store guldmedalje. Han underviste i mange år nye reddere, og var dermed med til at uddanne andre.
I dag er han paramediciner - det højeste indenfor faget. Skal han uddanne sig mere, er næste skridt praktiserende læge.
Han har lige det liv, han gerne vil have. Han elsker min mor, mig og mine brødre. Han elsker sit job, han elsker sit hjem. Han har det som blommen i et æg.
For mig er det givende at se, hvor meget kærlighed der er, i en ellers meget reserveret mand. Når man ikke ved, at han er syg, kan man ikke mærke det på ham. Han lader sig på ingen måde påvirke af det - i hvert fald ikke overfor mig.
Når jeg har det svært, er det far, jeg ringer til. Han ved altid, hvad der skal gøres og siges. Han er min klippe.
Endnu en sentimental omgang… For helvede da, det var jo ikke meningen! Men jeg håber at det står klart og tydeligt, hvor meget jeg elsker min far. For det gør jeg! Næsten så meget, at det gør ondt…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar